Placebo og Dumbo

Mange af os har måske fået fortællingen om Dumbo læst højt, da vi var børn. Dumbo var en lille elefantunge, der var blevet uvenner med sine forældre og efterladt af dem inde i junglen, hvor han nu sad og græd så bitterligt. Det var der en krage der så, og kragen tænkte, det er da også for galt med de forældre, der sådan svigter deres barn. 

Kragen fløj ned til Dumbo og stillede sig foran ham og så ham dybt ind i øjnene. Så trak den en fjer ud af sin vinge, og siger til Dumbo, op med humøret. Nu tager du denne fjer i din snabel, og så kan du flyve lige som mig. Det sagde kragen med sådan en selvtillid og styrke, at Dumbo faktisk tog fjeren i sin snabel og fløj sammen med kragen, og kragens venner, ud i den vide verden. 

Er det noget lignende, der sker, når vi som frivillige forsøgspersoner er inviteret med i en placebo kontrolleret undersøgelse? På en fin klinik eller et kendt hospital, hvor en tablet mod smerter skal testes mod placebo – placebo, der rent biokemisk ikke indeholder noget stof, der er aktivt? Der er helt klart noget, der hedder drømme, og hvem vil ikke gerne være rask? Man har også forventninger, der kan være forskellige fra person til person. I dag taler vi også meget om afstemning af forventninger. Vores forventninger påvirkes da af, hvem vi er sammen med, og hvor vi er, og hvad det nu er, der skal testes. Er det noget kendt eller ukendt, der skal testes? 

Smittende atmosfære

Står man over for en sygeplejerske, læge eller forsker, der virkelig har intuition og er begejstret for det, der nu skal testes, ja så smitter det altså af på mange af os. Jeg har selv i nogle af mine studier, der ofte er kørt som studier på flere centre, set hvordan et center kan have større effekt af placebo end andre centre. Og det må man da tro skyldes den simple grund, at et personale, der er entusiastisk og har forstand på at tale med forsøgspersonerne, kan skabe en smittende atmosfære. Jeg har da også set, når man tester noget nyt og ukendt, så er placeboeffekten ikke så stor, måske 30-35 procent. Det vil sige, at ca. én ud af tre siger: ”Jo, det hjalp nok i et vist omfang”. Men testes det samme produkt nogle år senere, efter at det gentagne gange har vist sig, at pågældende produkt faktisk har sin berettigelse, ja så kan placebo effekten måske være oppe på omkring de 60 procent eller endda højere. 

I nogle af mine studier på slidgigt har placebo reduceret smerte på helt op til 65 procent af de inkluderende. Det vil faktisk sige, at to forsøgspersoner ud af tre har gavn af placebo. Så er det, at man har vanskeligheder ved at vise forskel på placebo og den behandling, man nu er i gang med at teste. Hvordan kan to ud af tre føle mindre smerte under placebo behandling? Forsøgspersonerne møder et entusiastisk personale oven i købet ofte i ret behagelige omgivelser. Man tester noget, der tidligere er vist sig at have en vis effekt. Ja, men så er det jo ikke anderledes end, at man lader sig ”rive med”. Man er oplivet af at være med i noget, der egentlig er spændende. Vi mennesker vil jo gerne tro det bedste, og ens nabo har tidligere været med i noget lignende, hvor det hjalp, og så tænker man måske: Hvorfor skulle det ikke være således, at jeg er på aktiv behandling? Og det påvirker formentlig hele smerteoplevelsen. Forventningen i sig selv udløser måske stoffer i visse egne af hjernen, der minder om endorfiner. I hvert fald må man til sin forbløffelse se, at undertiden virker placebo på langt over 50 procent, når man taler om smerte ved slidgigt. Det har en stor såkaldt meta-analyse vist, hvor vi lagde al viden om emnet i verden sammen i én stor analyse ⁽¹⁾.

Forventningen i sig selv udløser måske stoffer i visse egne af hjernen, der minder om endorfiner.

Fup og fidus?

Hvordan kan vi så komme det problemer til livs, at over 50 procent af os undertiden reagerer positivt på noget, der er i virkeligheden rent biokemisk ikke er noget – er fup og fidus? 

Lidt ved et tilfælde fandt jeg en måde at se forskel på aktiv behandling og placebo, når de umiddelbart så ens ud. I en undersøgelse på 120 forsøgspersoner med slidgigt i hofter og eller knæ var der positiv effekt af placebo på 65 procent af dem, der fik placebo. Og der var effekt af den aktive behandling på omkring de 60 procent. Der var dog ikke signifikant forskel på de to grupper, de var – når man så på dem, med videnskabelig øjne, ens. Alle havde fået samme dosis, men deres vægt varierede fra 60 til 120 kg. Det vil sige, at der var givet en meget forskellig dosis, hvis man så på det som det antal mg., man gav pr. kg. kropsvægt. De, der havde en lav vægt, (60 kg.,) havde jo i princippet fået næsten den dobbelte dosis af, hvad de noget tungere (de på 120 kg.) havde fået, når man så på det som antal mg. givet pr. kg. kropsvægt. Når man lavede korrelations analyser, på sammenhængen imellem dosis størrelse og smertelindring viste det sig at være sådan i den aktivt behandlede gruppe: At jo større dosis pr. kg. kropsvægt jo større smertelindring. De, der havde lav vægt, havde størst effekt, for de havde fået en højere dosis pr. kg. kropsvægt. Der var dosisafhængighed, og det skal der jo være, når man bruger sin sunde fornuft. Man bliver nu engang mere fuld af to øl end af én. Denne dosisafhængighed så man slet ikke hos de, der var behandlet med placebo. Man må sige gudskelov, for havde man set det stod verden jo ikke længere – i hvert fald ikke fra et videnskabeligt synspunkt ⁽²⁾.

Tidsfaktoren

En anden måde at blive klogere på placeboeffekten er at behandle i længere tid, gerne op til seks måneder eller mere. Ofte behandler man jo kun i to til tre måneder, og det er nok alt for kort. Jeg har set studier, hvor aktiv og placebo var nøjagtig ens efter to og tre måneder. Begge behandlinger reducerede smerte højsignifikant og ensartet. Men efter seks måneder var der ikke længere effekt af placebo, men den aktive behandling virkede selvfølgelig stadigvæk ⁽³⁾. Man kan altså snyde sin næste i nogen tid, men i det lange løb duer det alligevel ikke. De forventninger, vi magter at lægge ned i vores sind, har, for mange af os, en vis tidsbegrænsning, hvis ikke der ligger ”reel” vægt bag. Vi forventer, og vi tror, og vi forventer, og vi tror – men det kan være svært at bevare de gode forventninger og troen over lang tid – man skuffes til sidst – hvis der blot er tale om tankespind og ikke noget reelt.

Det var en kort introduktion til noget ved os mennesker, der ikke er helt let at forklare eller forstå, men som er meget spændende og fascinerende. Grænseområdet imellem reel lægekunst (virkelighed) og religion. Betaler man penge som kompensation for sin synd, føler nogle måske mere, at de tilgives, og de bliver gladere. Placebo kapsler i fin indpakning virker også bedre end hvis i dårlig. Det menneskelige sind er uudgrundeligt. 

Referencer:

1.  Zhang W et al.. (2008) The placebo effect and its determination in osteoarthritis: meta-analysis of randomized controlled trials. Ann Rheum Dis; 67(12): 1716-1723.
2. Marstrand K et al.. (2017) Dose dependent impact of Rose-Hip powder in patients suffering from Osteoarthritis of the hip and or knee – A double-blind, randomized, placebo controlled, parallel group, phase III study. Int J Comp Alt Med;7(1):00210.
3. Winther K et al.. (2024) A double-blinded, randomized, parallel grouped, phase III comparative study of Japanese White Turmeric extract and placebo in patients with mild to moderate osteoarthritis of the knee and or hip. Int
4. Comp Alt Med;17(2):81-95.