Klumme
En undersøgelse, foretaget for Det Nationale Sorgcenter i 2024, konkluderede, at danskere er analfabeter, når det drejer sig om sorg. At vi i vores samfund har mistet evnen til at kunne være med både vores egen og andres sorg – at være der for hinanden, når livet er svært. Det er da overmåde trist og fattigt, da sorg hører menneskelivet til og er en naturlig del af livet. Sorg er en del af vores fulde medmenneskelighed, fordi vi er forbundne med andre mennesker, med andre levende væsner – og med noget uden for os selv. Enhver, der lever, må forberede sig på at møde sorgen. Den er en helt naturlig del af livet – ligesom døden er det.
Når nogen dør, når vi bliver skilt, når vi mister nogen, vi holder af, så opstår et rum, hvor noget, der var engang var, ikke længere er. I den første tid kan dette rum opleves som et åbent sår, men lidt efter lidt kommer der lidt skorpe på. Men det er et sår, som der let kan kradses hul på, for når et elsket menneske dør, lever vi for evigt med sorgen og savnet.
Sorg kan føles som at være på et hav, hvor man ikke kan bunde, og hvor smerte skyller ind over en med stor kraft. Det kan være så utrolig voldsomt, at man tror, man aldrig kan komme over det. Det kan føles ubærligt, så vi vælger at dulme os med alkohol, stoffer eller medicin, men smerten findes neden under, og søger vi at undgå den, lever vi i fortrængning, og så mister vi adgang til vigtige områder af menneskelivet, som handler om en autentisk kontakt til os selv og til andre mennesker. Når vi har mødt sorgen, må vi være med den, for virkeligheden findes ikke uden den. Sorgens følgesvend vil ofte være ensomhed, men vi mennesker er sociale væsner, og netop i sorgen vil der være behov for menneskelig kontakt og omsorg.
Når vi har mødt sorgen, må vi være med den, for virkeligheden findes ikke uden den.
Når døden tager noget fra os, kan det være krævende at finde et nyt ståsted og nye livsperspektiver, men der er et potentiale i at kunne udholde smerten, for sorg kan starte en proces, der skaber nye livsperspektiver.
Berøringsangsten over for sorg – og for døden – gør os fattige som mennesker og som samfund. Når mennesker er i krise, og når vi møder mennesker, der sørger, er det vores menneskelighed, der testes.
Vi skal turde være der for hinanden, også når livet er svært. Vi skal turde række ud, også selv om vi famler og ikke har ordene. Med omsorg og empati kan vi opløse tabuet – og gøre livet meningsfuldt for andre og for os selv. Det vigtigste vi mennesker har, det er og bliver hinanden.
Hanne Frøyr er forfatter til bøgerne: ’Om mørke og om lys, ’Ind er den eneste vej ud’ og initivtager til antologien ’Spiritualitet og psykologi’.
Holder foredraget ’Sorg og kærlighed’ sammen med 3 musikere.