Klumme
Personer med høj vægt oplever at blive mødt med fordomme, stigmatisering og diskrimination udelukkende på grund af deres vægt. Det er ikke alene ubehageligt for dem, det går ud over, men kan også have store konsekvenser for dem, både fysisk, mentalt og socialt.
Både børn og voksne med høj vægt bliver i vidt omfang udsat for stigmatisering på grund af deres kropsstørrelse. Det sker både i daginstitutioner, skoler, uddannelsesinstitutioner, på arbejdsmarkedet og i sundhedsvæsenet.
Børn helt ned til 3-4-år fravælges ofte som legekammerater på grund af høj vægt. Skoleelever med høj vægt har øget risiko for mobning og højere fravær. Og voksne med høj vægt oplever oftere at blive forbigået ved ansættelser og forfremmelser på arbejdsmarkedet.
Sådan konkluderer vi i Vidensråd for Forebyggelse i rapporten ’Vægtstigmatisering. Forekomst, betydninger og forebyggelsespotentialer’, der samler forskningen på området.
Der er behov for et opgør med den ensidige, og fejlagtige, kobling mellem at være slank og sund
Det siger sig selv, at det er ubehageligt at blive udsat for stigmatisering på grund af sin vægt. Men det kan faktisk også have betydning for ens fysiske og mentale helbred og for ens udfoldelsesmuligheder resten af livet.
Forskningen peger på, at der blandt børn og unge kan være en sammenhæng mellem det at være udsat for vægtstigmatisering og ringere præstationer i skolen, øget brug af rusmidler og til at udvikle en højere vægt senere i livet, ligesom det kan have betydning for børns mentale sundhed, f.eks. i form af forstyrret spisning og ensomhed.
Og nye studier viser, at høj vægt i barndommen eller ungdommen kan føre til dårligere økonomiske og arbejdsmæssige vilkår som voksen – selv hvis personen senere taber sig, muligvis på grund af stigmatiserende erfaringer tidligt i livet.
Der er behov for et opgør med den ensidige, og fejlagtige, kobling mellem at være slank og sund, og der er behov for et opgør med den udbredte, men også fejlagtige, fordom om, at mennesker har en høj vægt, udelukkende fordi de spiser for meget og rører sig for lidt.
Jeg vil gerne opfordre til, at vi alle bliver langt mere opmærksomme på at undgå stigmatiserende sprog og billeder, når det kommer til at tale om og til personer med høj vægt.
Og jeg vil gerne opfordre til, at vægtdiskrimination inkluderes i Forskelsbehandlingsloven på linje med køn, race og seksualitet for at forhindre forskelsbehandling på arbejdspladsen, sådan som en af anbefalingerne i Vidensråd for Forebyggelses rapport lyder, og som der opfordres til i et nyt borgerforslag.
Se borgerforslaget her
Se hele rapporten her
Holdningerne inden for sundhed er mangfoldige, og ikke alt kan bevises i store undersøgelser. Derfor har helse inviteret stærke personligheder til at komme med deres bud på sundhed og trivsel i 2025. Denne gang er det Berit Lilienthal Heitmann, professor og forperson for Vidensråd for Forebyggelse.