Sangene og musikken har båret mig igennem mine mørkeste stunder

For os, der var unge dengang, lagde Anne Dorte Michelsen som frontfigur i Tøsedrengene lydsporet til vores ungdomsliv og det liv, der lå foran os.  

Derfor – helt naturligt – på vejen til vores aftalte mødested, går min indre jukeboks i gang med at afspille et udvalg af Anne Dorte Michelsens sange, dybe men alligevel enkle og så fjerlette at gribe igen og falde ind i. 

Jeg har aftalt at mødes med Anne Dorte Michelsen på forlaget Gutkind midt i det gamle, klassiske København. Vores udgangspunkt er Anne Dorte Michelsens erindringer i hendes nye og første bog, Synger du stadig?

Jeg kommer lidt før hende og går nysgerrigt rundt i det fine biblioteksrum, som skal være -rammen om vores samtale.

Bogreolerne i lokalet er spækket med spændende titler om levede liv og dets udfordringer på godt og ondt. Liv, der gang på gang, er blevet foldet ud og nu igen bliver det med Anne Dorte Michelsens erindringsbog. Så kommer hun ind i lokalet, vi hilser på hinanden og sætter os, mens vi kort åbner op for -vores fælles erindring om, hvordan både København og ikke mindst Aarhus, Anne Dorte Michelsens barndoms- og tidligste ungdomsby, har ændret
sig markant, siden vi var unge.

Flikflak og kolbøtter

Anne Dorte Michelsens liv har også slået både flik-flak og kolbøtter, siden hun som purung med bandet Tøsedrengene blev popstjerne med et hektisk liv i konstant rampelys og kendt af alle og -enhver herhjemme i Danmark.

Noget, der især stikker i øjnene, ved gennemlæsningen af Anne Dortes nye bog, er de store omkostninger, der kommer med at være så eksponeret og dermed allemands eje. For til trods for sin status som popstjerne og eminent komponist har det tilsyneladende været mere end svært for hende at finde sin egen livsmelodi, mens hun gav alle os andre en lind strøm af hits, vi kunne krydre vores ungdomsliv med.

En følelse af ikke at blive taget helt alvorligt i sin branche – især af mediernes mandlige anmeldere, knækkede hende faktisk, og slog hende i perioder ud, fortæller Anne Dorte, der allerede som barn kastede sig over musikken og sangen i barndomshjemmet i Aarhus-forstaden, Vejlby-Risskov. Hele tiden med en enorm ildhu og hårdt arbejde foran klaveret og med sine selvkomponerede melodier og tekster fandt hun sit musiske jeg. At Anne Dorte var mere end ferm til at komponere og skrive tekster fandt andre i musikbranchen hurtigt ud af – og det var på grund af det talent, at hun pludselig stod i spotlyset på landets musikscener. Hun blev inviteret til at skrive teksten til og synge med på kæmpehittet, Sig du kan li mig, som åbnede døren til, at hun blev tekstforfatter og senere sammen med Maria Bramsen blev frontfigur i Tøsedrengene, der i årevis var et af Danmarks allermest populære bands. Men populariteten havde en paradoksal vrangside for Anne Dorte, der hverken følte sig set eller mødt af især de mandlige anmeldere på landets aviser. Det var især udtalt i årene efter, at hun forlod Tøsedrengene for at blive solist.

Hun husker særligt en overskrift i en af de landsdækkende aviser, der skrev ”Lillepige med rynker.” Da var Anne Dorte 27 år. En anden episode, hun stadig erindrer klart, var, da hun med sin musikalske soulmate, Gitte Naur, gav sit første interview. Det var til Ekstrabladet.

– Vi var meget seriøse og arbejdede hårdt med vores musik, men i interviewet fremstod vi som nogle fnisende småpiger. Jeg kan huske, at jeg spurgte Gitte, om vi virkelig grinede og fniste så meget under det interview. Ingen af os følte os set eller hørt, og vi var meget forundrede, fortæller Anne Dorte Michelsen og tilføjer:

– Det er sådanne oplevelser, der har været med til at gøre, at jeg altid har haft følelsen af at være forkert til det her sted. Enten for ung dengang. Eller senere for gammel. Som om der altid har været noget, der ikke bare lige passede helt, og i det hele taget oplevelsen af, at man som kvinde i musikbranchen ofte bliver mødt af en uimponerthed fra mændenes side.

Det er sådanne oplevelser, der har været med til at gøre, at jeg altid har haft følelsen af at være forkert til det her sted. Enten for ung dengang. Eller senere for gammel.

– Altid med det der reducerende blik dog efterfulgt med pæne ord, som det er da godt og fint, men aldrig prist som kraftfulde mesterværker, som det ofte er tilfældet med mandlige kollegers præstationer. Den der bromanche mellem mandlige anmeldere og mandlige kunstnere har vi kvinder i branchen hidtil ikke fået lov til at blive en del af, siger Anne Dorte, der peger på, at det heldigvis er ved at forandre sig. Kvinder i branchen har fundet hinanden i dag. Hun fortæller, at det var en proces, der faktisk tog fart, undervejs i arbejdet med bogen, “Synger du stadig?” – og som har været med til at løfte Anne Dorte Michelsen ud af den krise og store rådvildhed, hun befandt sig i, da hun begyndte arbejdet med bogen. 

Dyb personlig krise

Året er 2021, lige efter at Danmark og verden er blevet genåbnet efter corona-nedlukningen. Anne Dorte har lige været igennem en skilsmisse, samtidig med, at hendes branche økonomisk har haft det mere end svært under corona-epidemien, hvor spillestederne var lukket ned.

Nu sidder hun på et hotelværelse i -Paris. Ingenting er, som det var. Kerne-familien er gået i opløsning, og der er meget stille. Hun ved ikke, hvordan hun skal rejse sig, finde ud af, hvem hun nu er, efter de pejlemærker, hun har haft i -livet, ikke længere er til at få øje på. -Hendes plan er at skrive en bog med -udgangspunkt i sine erindringer. En bog, der både skal handle om hendes liv som kunstner men i høj grad også skal være en kvindehistorie, og dermed også en bog om hendes kvindelivs mange sider. Om at få det hele til at balancere. Livet som kunstner, partner og mor som -turnerende musiker og husejer.

– Der er så mange kapitler om vores fælles livsvilkår som kvinder, der trænger til at blive foldet helt ud, mener Anne Dorte Michelsen, der var i tvivl om hun i det hele taget kunne skrive en bog.

– Jeg havde jo ikke skrevet mere, end hvad der kan stå på en A4-side, og nu stod jeg overfor oceaner af sider. Jeg kunne mærke en stærk trang til at skrive den bog, men det var virkelig svært at komme i gang på hotelværelset i Paris. Jeg baksede med at finde min fortællerstemme, nok fordi jeg var mærket af både den ulykkelighed og ensomhed, der var i mig på det tidspunkt. Det var også som om, jeg var lidt for ivrig med at få skabt ordene, og det gav i sig selv en vis modstand. Det skulle tage sin tid. Det var nødvendigt.

Jeg havde jo ikke skrevet mere, end hvad der kan stå på en A4-side, og nu stod jeg overfor oceaner af sider. Jeg kunne mærke en stærk trang til at skrive den bog, men det var virkelig svært at komme i gang på hotelværelset i Paris.

I Paris opholdt jeg mig mest på cafeerne – ulykkelig men levende – og jeg oplevede, at bogen tog sit greb i mig og ikke ville slippe igen. Så begyndte en lang proces, der strakte sig over nogle år, og mindst 25 gange var jeg ved at give op.

Efter at have arbejdet alene med bogen i en lang periode, og siden sammen med sin redaktør, fandt Anne Dorte efterhånden de rigtige greb om fortællingen, der er skrevet i tre lag, som skiftevis følger hinanden – kapitel efter kapitel.

Barndommen, ungdommen og nutiden. Et kalejdoskop, som giver et medrivende indblik i både Anne Dortes liv – og Danmark som samfund gennem 60erne, 70erne og 80erne op til i dag.

Vi møder et aktivt barn. Et troskyldigt barn men også et melankolsk og ind imellem sårbart barn. Indblik, som giver gode forståelsesnøgler til Anne Dortes voksne personlighed. Anne Dorte fandt hurtigt sin egen verden i musikken, og -allerede som 8-årig skrev hun sine første sange og melodier, efter at mødet med Halfdan Rasmussens børnerim havde -antændt hendes appetit på at få ord og musik til at smelte sammen i en sang.

Forløsning og ny forståelse

Hun voksede op i en tryg kernefamilie i Vejlby-Risskov. Men da Anne Dorte var 14 år, besluttede hendes forældre sig for at familien skulle sælge huset og flytte i et kollektiv langt ude på landet. Det var en hård livsomvæltning for den unge Anne Dorte, der ikke faldt til i kollektivet, og som 16-årig flyttede hun fra sine forældre og kollektivet til København for at gå på Det Frie Gymnasium, hvor hun lidt efter lidt blev mere og mere involveret i musikbranchen op til sit helt store gennembrudsbrag med Tøsedrengene.

I dag er Anne Dorte et godt og fornøjet sted, fortæller hun. Bogen, der har fået fremragende anmeldelser – af  både mandlige og kvindelige anmeldere, har været en forløsning for hende at skrive – og dermed en særdeles god fødselshjælper til de nye livskapitler for Anne Dorte. 

Hun kan se sin vrede på en helt ny måde. Både fra siden og ovenfra. Og grine ad den. Den vrede, som kvinder ifølge Anne Dorte Michelsen ikke må have, og ofte bliver kvalt af tudekiks. Eller rubriceret som bitterhed.

– Jeg kan stadig blive vred. Jeg har temperament – men vreden har flyttet sig, og den fylder ikke så meget mere. Jeg respekterer min egen vrede. Den skal ikke skubbes til side. Men den skal heller ikke have frit løb. Den må doseres. Og som regel går vreden over, når man lader den få lidt tid. Når tingene så er faldet til ro, kan det være tid til at overveje, om og hvordan jeg vil handle på det, der har gjort mig vred. En anden måde at tackle vreden på er med humor og musik. Min kvindegruppe, -Venter på Far, gik til vreden med højt -humør. Det var både befriende og meget produktivt.

Jeg kan stadig blive vred. Jeg har temperament – men vreden har flyttet sig, og den fylder ikke så meget mere. Jeg respekterer min egen vrede. Den skal ikke skubbes til side. Men den skal heller ikke have frit løb.

At finde trøst

Men i alle årene, før den store forløsning, har Anne Dorte vidst, hvor hun kunne -finde trøst.

– Når det har set mest sort ud for mig – når jeg har følt mig såret og misforstået, fordi jeg er et følsomt og sensitivt menneske, så har jeg altid kunnet finde trøst i sangene – ikke bare mine egne, som faktisk tit har vist sig at være klogere end mig – men også Grundtvigs, Ingemanns og Brorsons. Og også at gå i kirke. Når jeg er i kirkerummet, så falder alle lagene i mig til ro. Alle indre modhager i mig bliver -løsnet, og jeg går derfra løftet og med en accept af livets omstændigheder og fællesskabets betydning.

I det hele taget betyder fællesskabet også meget for Anne Dorte. Også i musikbranchen, hvor hun i lange perioder har følt sig isoleret og alene. 

– Her har MeToo gjort noget godt. Der er blevet åbnet for en samtale, vi ikke før havde i min branche. Selvom jeg ikke selv har en konkret MeToo-historie at dele, så har den nye dialog vist, at vi er mange kvinder i branchen, der har fælles erfaringer, siger Anne Dorte, der kan mærke, at solidariteten blandt de kvindelige kunstnere er blevet styrket, og at det har haft meget større betydning, end hun havde regnet med. En accept og ro, der tidligere manglede.

Anne Dorte har i dag fået et nyt stærkt navn i musikbranchen. Hendes sange ligger ikke øverst på hitlisterne. De pladser er forbeholdt de unge, siger hun – der selv slog igennem som 21-årig. I stedet er der nye scener og nye rum. F.eks. i landets -kirker. Der nyder hun at optræde med sine egne sange og andres. Og når vi nu er ved kirker, så fortæller hun om en episode, som har været drivkraft for hende.

– For ca. 15 år siden stod jeg på en -kirkegård i det nordjyske og fik øje på en gravsten over en kvinde. Jeg læste inskriptionen: ”Tak for al din flid” – Tænk, at det skulle ende med at være en kvindes eftermæle, at hun var flittig, siger en anfægtet Anne Dorte Michelsen.

– Det løb mig ærlig talt koldt ned ad ryggen.

Det gav Anne Dorte noget at tænke over, og hun tog inskriptionen med sig som en ansporing til at gå dybere ind i -eksistensen som kvinde. 

Frigjort af andres blik og dom

I dag er hun et godt sted. Med masser af ideer og andre måder at være i en branche, hvor hun føler, hun endelig er landet på benene. Hun kan bære sig selv og tro på sig selv – frigjort af andres blik og dom. Og med en kæmpestor glæde ved musikken og de mange koncerter. De sidste 10 år har hun med succes turneret med kollegaen Maria Bramsen og Tøsedrengenes store sange, som hun skrev i sin ungdom.

Så ja! Anne Dorte Michelsen synger i den grad stadig. Og hvad er det så lige, sangene kan? 

Sådan skriver hun i sin nye bog:

”Sangene er overbærende. De trækker på smilebåndet midt i katastrofen. De har perspektivet i baghånden og kan derfor altid trøste. Sangene løber som mildhed gennem kroppen, paraderne falder, og det fundamentalt skønne ved bare at være i live hænger i sangens klange. Man kunne også kalde det hele for Helligånden. Men det er en trossag.