Psykologen

Når jeg vælger at skrive om ADHD i en artikelserie, der har fokus på kvindesygdomme, så er det fordi, tusindvis af kvinder i årevis er blevet overset. Ikke fordi ADHD er en sygdom i klassisk forstand, men fordi uopdaget ADHD har kostet dyrt i form af stress, angst og følelsen af aldrig at slå til.

På ti år er antallet af piger og kvinder på ADHD-medicin steget med 187 pct. Engang sagde man spøgefuldt, at bogstavskombinationen i ADHD stod for “Alle drenge har det”. I dag kunne man næsten tro, at det står for “Alle de har det”. Diagnosen blev især givet til drenge, der løb rundt og larmede og forstyrrede under-visningen i klassen. Men nu er det piger og kvinder, der vælter ind i statistikken. Nogle kalder det et vigtigt opgør med år-tiers underdiagnosticering. Andre taler om et diagnosesamfund. 

For mange kvinder er diagnosen en -lettelse- en forklaring på livslang uro, tankemylder, manglende koncentration og følelsen af at være forkert. Derfor er det naturligt, at mange finder trøst i, at deres hjerne bare fungerer anderledes. At de får en legitim forklaring på, at de ikke kan det samme som deres jævnaldrende. 

Men vi bør også turde stille det mere ubehagelige spørgsmål: Hvorfor er der pludselig så mange, der ikke kan følge med? Måske fordi det er blevet næsten umuligt at leve op til kravene.

Har man vanskeligheder med opmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet, som er de tre kernesymptomer ved ADHD, falder man hurtigt udenfor eller i nogle tilfælde helt igennem i dagens Danmark. 

Vi skal konstant strukturere, planlægge, præstere og optimere. Det gælder privat og på arbejdspladsen. I et samfund med så høje forventninger er man hurtigt forkert og falder ved siden af. ADHD bliver så en forklaring. ADHD-diagnosen tilbyder en særlig forståelsesramme, hvorigennem mennesker kan forstå sig selv og fortolke deres liv. 

Nogle kvinder har haft ADHD og har været overset. De skal lyttes til og hjælpes. ADHD-diagnosen bliver modtaget som en kærkommen forklaring på mange af de udfordringer, de har oplevet gennem et helt liv. Og det er vigtigt lige at slå fast, at man ikke kan få udskrevet medicin uden først at have fået stillet diagnosen. 

Men vi bør også spørge, om det er kravene, der er stukket helt af, siden der er flere og flere, der har brug for medicin. Hvornår blev det forkert at være
distræt, følelsesfuld, tænksom og uorganiseret?