Jeg er blevet mere omsorgsfuld overfor mig selv med årene

En mild og fløjlsblød forårsdag lige før påske. Lige sådan én vi har sukket efter hele den lange vinter. Anemonerne står på spring i skovbunden i det klassiske sommerhusområde, som jeg kører igennem – i Nordsjælland mellem Gilleleje og Hornbæk. Og nu står jeg uden for skuespiller -Benedikte Hansens sortmalede bjælkehus, hvorfra der lyder inciterende jazzmusik. -Indenfor står den velrenommerede skuespiller på spring for at byde velkommen.

Vi har aftalt, at vi bl.a. skal tale om det at blive ældre. Bliver vi klogere med alderen og mere modige til at træffe afgørende livsvalg? I min research inden mødet med Benedikte Hansen har jeg læst, at hun tidligere skulle have sagt, at livet -efter de 60 kan blive de bedste og mest gyldne, hvis helbredet ellers vil. Netop fordi vi har lært og prøvet så meget i livet, at vi ikke længere behøver at præstere og hele tiden skulle bevise, at vi er gode nok. Men bliver vi klogere?

Benedikte Hansen slipper sit faste blik og lader det panorere rundt i stuen, der i høj grad afspejler indehaverens interessante og stærke personlighed. Indrettet med flere indbydende hyggekroge, der opfordrer til både afslapning og dybe samtaler om eksistensen og jagten på at finde sig selv og sin rolle i livet. Noget, som Benedikte Hansen altid har grublet over.

Nå, men bliver vi så klogere med alderen?

– Det ville jeg da ønske, at vi gjorde. Men det er for klichefyldt at påstå. På nogle måder gør vi jo nok. Men den der tendens med at hævde, at vores livskabale pludselig går op, i takt med at vi bliver ældre. Den udfordrer mig altså, siger Benedikte Hansen.

– Jeg har stadig mine sorte dage, hvor jeg tvivler på mig selv og på, om der rent faktisk er en mening med mit liv. Dage, hvor jeg helst vil gemme mig væk og stå inde i et hjørne med bortvendt ansigt. Min første mand, afdøde Gerz Feigenberg, lærte mig at betragte den tilstand som en slags Roskilde syge, der er ubehagelig, mens den står på, men du ved, at den snart går over igen. Og så er der andre dage, de lyse, hvor alt er godt. Men på mange måder er det da irriterende at blive ældre, fordi der er nogle døre, der lukker. Det gør de altså, selvom vi ofte hører det modsatte. Men at påstå, at livet bare bliver bedre, fordi vi -bliver klogere, når vi kommer op i årene, det finder jeg ikke så enkelt.

Skal jeg sige noget godt om at være blevet ældre, så er det nok, at jeg er blevet mere omsorgsfuld overfor mig selv. Som Peter Plys siger: At tage sig selv med det gode.

Noget andet, som Benedikte Hansen har bemærket, er kommentarer om folk, der er kommet til at se gamle ud:

– Jeg oplever iblandt, når jeg er i et selskab, en hvisken om, at den og den er kommet til at se gammel ud. Og, at den og den er faldet af på den. Og jeg kan også godt tage mig selv i at gå med i snakken. Det er som om, at vi bare – især kvinder – ikke må komme til at se gamle ud. Hvorfor må vi ikke det? spørger Benedikte og tilføjer, at de gamle i andre samfund nyder stor respekt.

– Skal jeg sige noget godt om at være blevet ældre, så er det nok, at jeg er blevet mere omsorgsfuld overfor mig selv. Som Peter Plys siger: At tage sig selv med det gode. Det er jeg blevet bedre til. Og også til at styre mit temperament og til at vare min tunge.

Men ellers tror Benedikte Hansen, at vi igennem hele livet har vores grundjeg. 

– Det jeg, vi kom til livet med, da vi kom ud af vores mors skød, siger hun.

Tiltrukket af de store spørgsmål

Lige siden hun var barn, har Benedikte været tiltrukket af de store og komplicerede spørgsmål i livet. For hvad vil det sige at være menneske, og har hun selv i det hele taget nogen værdi? Derfor kan det nok heller ikke overraske, at hendes roller som skuespiller afspejler hendes dybe og stærke karakter. Nogle kalder dem mørke og lidt uhyggelige.

– Der er faktisk en del, der er bange for mig, siger hun med et smil og et blink i de varme øjne. 

Hun har lige siden, hun gik i gymnasiet, vidst, at hun ville være skuespiller og stillede da også med stor iver op, når der skulle spilles teater i skolen. Hun drømte om yndige Askepot-roller, men de kom ikke.

– Jeg endte altid med at skulle spille den onde stedmoder eller tante, husker Benedikte Hansen, som kom ind i skuespillerfaget allerede som 19-årig. Sine forældres opbakning fik hun efter en meget svær periode i barndomshjemmet, som på engang var både privilegeret og udsat. Hendes far var læge, og moren jurist. Benedikte, den yngste af en børneflok på fem med tre brødre og en søster. To af brødrene blev syge, og familien mistede én af dem, da Benedikte var 20 år. Hun er ikke til efterrationaliseringer og granskninger af fortiden. Det er nuet og øjeblikket, der gælder – til nød fremtiden.

Men hvilken betydning har det haft for dig som menneske og skuespiller allerede som barn at -opleve så stor en livssorg?

– Det har da uden tvivl haft en betydning, lyder hendes svar.

Hun er skabt til at spille de store og dramatiske roller. Som teaterkritikeren Jens Kistrup skrev i 1991:

”Hun er gjort af et andet stof end danske skuespillerinder normalt er gjort af. Hun er født til at spille store roller”, og de store teaterroller kom da også. Især de dramatiske og komplicerede.

– Det ligger åbenbart til mig at spille den type karakterer. Tidligere ville jeg så gerne have dem til at fremstå mere sympatiske, og jeg forsøgte at lægge nogle sympatiske træk ind i dem. Men det gik ikke, for du kan ikke spille på to følelser samtidig. Så bliver det noget rod, forklarer hun.

Tvivlen

Da 66-årige Benedikte Hansen var omkring 60 år, var hun tæt på at forlade skuespillerfaget.

Hvorfor?

– Fordi det faktisk er ret anstrengende at være skuespiller for et A-menneske som mig. Det er svært at få et privatliv til at hænge sammen med de arbejdstider, og så var jeg kommet i tvivl om jeg skulle fortsætte som hidtil. Det er jo et spørgsmål, du må stille på et tidspunkt, ligegyldigt om du er cykelsmed eller skuespiller. Jeg havde også besluttet mig for, at nu ville jeg i gang med min egen mentale hovedrengøring.

Den beslutning betød, at Benedikte satte gang i en selvudvikling, der indebar en helt ny uddannelse som coach.

– Jeg tog uddannelsen for mig egen skyld, men bagefter opdagede jeg, at det at hjælpe andre mentalt blev rigtig betydningsfuldt for mig. Så i et stykke tid arbejdede jeg som coach, men gør det ikke så meget mere.

Benedikte Hansen fik nemlig en fornyet appetit på sit skuespillerfag. Det skete, da en flok unge teaterfolk henvendte sig til hende med tilbud om en rolle i : Du vil møde en anden – skabt af lydteatret AKT1,  af instruktør Niels Erling og manuskriptforfatter Marie Bjørn.

Jeg var kommet i tvivl om jeg lavede det rigtige. Det er jo et spørgsmål, du må stille på et tidspunkt, ligegyldigt om du er cykelsmed eller skuespiller. 

– Jeg havde jo besluttet mig for at forlade mit fag som skuespiller, men de var simpelthen så begavede og havde så meget på hjerte, at jeg ikke kunne sige nej. Og det har jeg ikke fortrudt. For den forestilling, som var helt nyskabende, gav mig lysten til at fortsætte som skuespiller, fortæller Benedikte Hansen, som for øjeblikket har to store teaterroller i støbeskeen.

Ny inspiration og energi

Hun går snart i gang med at læse op på dem, fortæller hun. Men lige nu nyder hun sit sommerhus, som hun har haft i 18 år. Hun er lige kommet hjem efter en to måneders rejse med en veninde i Indien – fuld af ny inspiration og energi til at tage fat på meningsfulde opgaver med styr på proportionerne. Benedikte elsker at rejse. Gerne på store krævende rejser, der på alle måder udfordrer hende.

– Det ligger i min indbyggede nysgerrighed at lære mere og suge til mig. At forstå andre kulturer er vigtigt for at undgå snæversynethed. I Indien gik jeg rundt som en anden høne med virrende hoved, fordi der var så meget, jeg skulle se og forholde mig til, fortæller hun.

Da Benedikte for kort tid siden kom hjem til sommerhuset, havde der været ubudne gæster, og hun måtte straks i gang med at gøre rent. De ubudne gæster var mus, og de havde haft noget af en fest.

– Der lå muselorte overalt. Mens jeg var i gang med gulvskrubberen, hørte jeg radio og opdagede til min store forbløffelse, at den største begivenhed den dag var, at supermarkedet Alma var åbnet på Frederiksberg. Altså, indimellem så kokser vores sans for proportioner virkelig her i Danmark.

– I Indien lever en tredjedel af befolkningen for under en dollar om dagen. Og den palæstinensiske befolkning er ved at blive udryddet, mens vi laver live-reportager fra et supermarked, der lige er åbnet. Det virkede meget, meget sært.

Glæden ved at vandre

Udover store rejser så elsker Benedikte Hansen også at vandre. Hun går gerne alene men indimellem også med andre. For nyligt vandrede hun i Italien – fra Sienna til Rom.

– Der sker virkelig noget med én, når man går – noget nærmest magisk og meditativt. Min mor har været død i mange år, men jeg oplevede det som om, hun gik med mig, og jeg førte samtaler med hende, når jeg indimellem gik alene på ruten til Rom, fortæller Benedikte, der også er begyndt at gå med en nabo i sit sommerhusområde. Og det var jo netop i Gille-leje-området, at den verdensberømte danske filosof og teolog, Søren Kierkegaard, også holdt af at vandre, og hvor han gik sine bedste tanker til. Noget, som Benedikte Hansen i høj grad bifalder og kommer med et Kierkegaard-citat:

”Gå bare gå. Når man bliver ved med at gå, så går det nok.”

Det er tid til opbrud, og Benedikte Hansen følger mig ud i det nordsjællandske, blomstrende forår.

– Skal du ikke lige have et foto af -anemonerne. Det er min yndlingsblomst. De er så yndige, fine og skrøbelige, siger hun, inden hun vinker farvel.