Værd at vide

Ikke al medicin tåler dagens lys

Visse typer medicin kan gøre huden ekstra følsom over for sollys og øge risikoen for at blive skoldet eller få soleksem.

Sol og medicin kan være en dårlig blanding. Vanddrivende medicin, medicin mod akne, antibiotika
og antidepressiv medicin er nogle af de typer, der kan gøre huden ekstra -følsom over for solens UV-stråler – det -kaldes fotosensitivitet.

Så hvis man ikke passer ekstra meget på, når man går ud i solen, er der øget -risiko for at blive solskoldet eller få soleksem med hævelser og blærer på huden. Typisk vil reaktionen komme der, hvor -solens stråler rammer huden. 

Men man kan også få en allergisk reaktion med kløe og udslæt. Det kan både ramme det hudområde, der har -været i solen, og det kan sprede sig til -andre områder på kroppen. 

At huden bliver mere lysfølsom, øger risikoen for, at man nemmere bliver solskoldet. På sigt kan det øge risikoen for at få hudkræft, hvis ikke man tager sine forholdsregler.

Fakta

Eksempler på typer af medicin, der kan øge hudens lysfølsomhed:

  • Vanddrivende medicin, der bl.a. bruges mod forhøjet blodtryk (thiazider)
  • Hjertemedicinen amiodaron
  • Aknemedicin som isotretinoin og tetracyklin 
  • Antibiotika (f.eks. ciprofloxacin)
  • Antidepressiv medicin (f.eks. citalopram og amitriptylin.)

Vær ekstra forsigtig i solen

Man skal ikke stoppe med at tage sin medicin – man skal bare være ekstra forsigtig i solen. For risikoen for, at huden reagerer, stiger med mængden af sollys, man bliver udsat for. Pas også på solstråler, der kommer gennem vinduer og bilruder. 

Oplever man, at huden reagerer voldsomt på sollys (f.eks. ved at man bliver forbrændt, selvom man kun har været udsat for en lille mængde sollys), skal man kontakte sin læge. Det kan måske være muligt at skifte til en anden type medicin, der ikke giver følsomhed overfor sollys. 

Og hvis man skal opholde sig et sted, hvor der er meget sol, f.eks. hvis man arbejder udendørs, kan det også være en god idé at spørge sin læge, om der kunne være et alternativ til den medicin, man får. 

Se i indlægssedlen (den information, der følger med medicinen), om øget lysfølsomhed er en mulig bivirkning. Du kan også altid spørge på apoteket og læse mere på apoteket.dk/fotosensitivitet

Fakta

De gode råd i solen:

  • Undgå middagssolen
  • Ophold dig for det ­meste i skyggen
  • Brug solcreme (minimum faktor 30), som beskytter mod både UV-A og UV-B-stråler
  • Smør dig godt ind flere gange dagligt, især hvis du bader eller sveder meget
  • Dæk så meget af din krop som muligt – f.eks. med en hat, tøj og ­solbriller
  • Gå aldrig i solarium.