Tema

Hvad betyder antiinflammatorisk kost for din munds sundhed?

Kroppen og munden hænger uløseligt sammen – mundens sundhed er en vigtig del af den generelle sundhed. Flere studier har vist en tydelig sammenhæng mellem inflammation i mundhulen og systemisk inflammation i kroppen. Men din kost kan også spille en stor rolle.

I de senere år er forskere blevet mere opmærksomme på, at kosten kan spille en væsentlig rolle for mundsundheden – især i forhold til at forebygge og reducere inflammation ved gingivitis (tandkødsbetændelse) og parodontitis.

I denne artikel ser vi nærmere på tandkødsbetændelse og kostens betydning for mundsundheden. Særligt fokuserer vi på, hvordan en antiinflammatorisk kost kan bidrage til at forebygge og reducere inflammation i tandkødet ved gingivitis.

Hvordan hænger kost og tandkødssygdomme sammen?

Forskningen peger på, at visse kostmønstre enten kan fremme eller dæmpe inflammation i kroppen – og dermed også i tandkødet.

En ”vestlig” kost, som er rig på rødt kød, forarbejdede fødevarer, raffinerede kul-hydrater og sukker, anses for at være proinflammatorisk. Det betyder, at den øger kroppens tendens til at udvikle inflammation, hvilket kan øge risikoen for tandkødssygdomme som gingivitis. Omvendt viser ny viden, at en antiinflammatorisk kost – rig på frugt, grønt, fibre, vitaminer og sunde fedtsyrer såsom omega-3 – kan mindske betændelsestilstande i tandkødet.

Derudover spiller mikronæringsstoffer som C-vitamin, D-vitamin, B12-vitamin, E-vitamin samt mineraler som calcium, magnesium og zink en vigtig rolle. Mangel på disse næringsstoffer kan svække kroppens forsvar og øge risikoen for tandkødsbetændelse.

Kostens betydning handler altså ikke kun om bakterier og sukkerindtag (som vi kender det fra huller i tænderne), men også om, hvordan kosten påvirker kroppens immunforsvar og betændelsesniveauer. En kost med højt -næringsindhold kan bidrage til at regulere immunresponset og dermed støtte både behandling og forebyggelse af tandkødsbetændelse.

En kost med højt næringsindhold kan bidrage til at regulere immunresponset og dermed støtte både behandling og forebyggelse af tandkødsbetændelse.

Tandpleje og antiinflammatorisk kost

Flere eksperter peger i dag på, at tandlæger og tandplejere i fremtiden vil spille en mere aktiv rolle i rådgivning om kost – ikke kun i relation til huller i tænderne og syreskader, men også som led i forebyggelse og behandling af tandkødsbetændelse.

På den måde kan kosten være et godt supplement til en god mundhygiejne – ikke som en erstatning for behandling, men som en integreret del af en helhedsorienteret indsats. 

Fakte

Hvad kan du selv gøre?

  • Spise flere grøntsager og frugter hver dag
  • Vælge fuldkornsprodukter i stedet for ­hvide, raffinerede korn
  • Begrænse sukker, rødt kød og forarbejdede ­fødevarer
  • Få nok D-vitamin gennem sollys eller tilskud
  • Inkludere fødevarer, der er rige på antioxidanter som bær, grøn te og nødder
  • Undgå rygning og minimere alkoholforbruget
  • Opretholde en god mundhygiejne gennem daglig brug af elektrisk tandbørste og supplere gerne med tandtråd ­eller mellemrumsbørste
  • Få regelmæssige tandeftersyn hos din tandlæge eller tandplejer