Det usagte i vores familier er som dukketråde, der styrer os

Kalenderen siger en lørdag i oktober. Til fods er jeg på vej gennem gaderne i Randers for at møde Kira Skov nogle timer inden, hun igen sammen med sit band skal stå på scenen i sin landsturné med sit nye album. 

Solen titter frem, mens jeg i efterårsvinden traver igennem løvfaldet – blade i gule og røde farver danner et tæppe under mig – blade som med deres forskellige farver og mere eller mindre forvredne former, bærer aftrykket af en sommer, som nu er væk, men som alligevel har sat sig spor. Et perfekt afsæt, tænker jeg, til min samtale med Kira Skov om vores allertætteste relationer, som kan være de allersværeste, og om hvordan de præger os og ubevidst kan styre og indsnævre vores liv.

Kira Skov venter på mig backstage på spillestedet Turbinen i Randers. Hun er i gang med at lave kaffe – og hurtigt får hun chokolade og frugt anbragt på det bord, hvor vi sætter os. Vi lægger ud med at tale om Kiras rivende udvikling, siden hun som 17-årig rejste til USA og senere videre til England, opfyldt af en drøm om en sangkarriere. Den fik hun, da hun otte år senere vendte hjem til Danmark, hvor hun dannede bandet, Kira and The Kindred Spirits, som høstede stor succes. Men da den var allerstørst, valgte hun alligevel at gå sine egne veje, og bandet blev opløst.

– Det gik jo så godt, og da jeg ville prøve noget andet, kunne mange ikke forstå mig. Nogle syntes, det var decideret dumt af mig, fortæller Kira og fortsætter:

– Men det er min kreative benzin at turde bevæge mig. Det er vigtigt for mig at holde mig på tæerne og ikke falde ned i magelighed og rutine. Jeg vil turde at udvikle mig, siger Kira, der tilføjer, at hun altid har været drevet af nysgerrighed.

Vildt sammentræf

I løbet af det sidste halvandet års tid, har hun da også haft gang i en række forskellige projekter. Mens hun var i gang med et af dem – nemlig at skrive sange til sit nyeste album ud fra sine helt personlige erfaringer, fik hun pludselig en mail fra Anna Emma Haudal, som var i gang med at skrive en fiktionsserie om generationer, og gerne ville have Kira Skov til at komponere sange og musik til den nye serie, som blev til den anmelderroste DR-søndags-serie, Generationer.

– Det var et vildt mærkeligt sammentræf, for da instruktøren rakte ud til mig, var jeg jo allerede i gang med at skrive sangene til mit nye album, fortæller Kira.

I tv-serien er hovedvægten lagt på generationer af kvinder i den samme familie. Mens en del af deres hemmeligheder og løgne kommer frem i lyset, og andet forbliver usagt imellem dem, løber Kira Skovs musik gennem de seks afsnit som en flod af stemninger, der afspejler familiens komplekse relationer. Ikke bare den familie, vi følger i serien. Musikkens stemninger er genkendelige fra mange andre familier og har afsæt i Kira Skovs egen -familie gennem generationer.

– Ud fra min egen historie har jeg i mange år været optaget af at afdække de understrømme, der løber gennem generationer i vores familier – de traumer, hemmeligheder, løgne og usagte sandheder, der i årevis får lov til at styre vores liv. Vi tror vi vælger frit, men i virkeligheden bliver vi styret, uden at vi er klar over det. Det usagte i vores familier sætter igennem generationer aftryk på os og den måde, vi lever vores liv på.

– Som dukketråde, der styrer os, siger Kira og tilføjer:

– For mig selv har det været en meget lang og hård proces at lære at afkode mine egne mønstre og forstå dem. 

For mig selv har det været en meget lang og hård proces at lære at afkode mine egne mønstre og forstå dem. 

Daddy og det store svigt

Hun har fundet frem til, at den, der har sat de største aftryk på hendes liv, er -hendes far. For at prøve at forstå ham i et bredere perspektiv, har hun fokuseret på sin farfar, som var fange i en koncentrationslejr under 2. verdenskrig.

– Det var aldrig noget, der blev talt om i vores familie, og der er ingen tvivl om, at min farfars skæbne har haft stor indflydelse på min fars opvækst. For min farfars indkapslede traumer flød usagt videre i -familien.

Kiras liv med sin far blev kendetegnet af svigt på svigt. Faren forlod familien, da Kira var ni år gammel, og hun fortæller, at hun gentagne gange har tilgivet ham for så at blive svigtet igen.

– Min far var en meget dramatisk og -efterhånden alkoholiseret mand, som -levede i en parallel verden med et utal af løgnehistorier – i dag kan jeg se, hvor -meget det har præget mig.

Bare det ikke at vide, hvad der var rigtigt og forkert, var hårdt for mig, siger Kira.

– Som helt ung var det som om jeg skulle gennemleve alle hans løgnehistorier. De var blevet en del af min virkelighed, siger Kira og uddyber: 

– Dengang jeg boede i USA og London, levede jeg med en høj dramafrekvens. I det ene øjeblik var jeg højt oppe og i det næste langt nede. I dag forstår jeg, at det er en -illusion, at kreativiteten er størst i de store udsving og i de store, altopædende følelser. Dér er det nemlig meget svært at mærke nuancerne. Det er de små ting i dagligdagen, som er så vigtige at have øje for.

I USA havde Kira et langt og kompliceret forhold til en mand, der var præget af en opvækst med vold, og som selv blev voldelig. I London forelskede hun sig i en mand, som var stofmisbruger, og Kira brugte mange år på at forsøge at redde ham.

– Der er nok ingen tvivl om, at den type mand, jeg faldt for dengang, spejlede min far på forskellig vis. Det har jeg været bevidst om længe, og jeg har både studeret Freud og Jung og har også flere gange været i terapi, fortæller hun.

Hvorfor er det så svært at gøre op med? At se i øjnene?

– Fordi, det er i de nære relationer, vi er -allermest følsomme. Og når vi fortrænger det ubehagelige, er det for at beskytte os selv.

Men er det altid godt at prøve at tale om alting i nære relationer?

– Der er egentlig ikke noget at miste. For ikke at tale om tingene er lige så svært og hårdt som at tale om dem. Det handler om at kunne forstå de nedarvede historier og usagte sandheder – ikke glemme og -fortrænge dem.

Ud fra mig egen historie har jeg i mange år været optaget af at afdække de understrømme, der løber gennem generationer i vores familier – de traumer, hemmeligheder, løgne og usagte sandheder, der i årevis får lov til at styre vores liv.

Den ultimative sorg, lys og håb

Da Kiras far døde, havde hun et nogenlunde afklaret forhold til ham. 

– Jeg havde jo allerede sagt farvel så mange gange til ham, siger hun stille. 

Farens død kom få måneder efter den største og mest radikale sorg. Kiras mand og far til hendes søn, Morgan, musiker – Nicolai Munch-Hansen døde pludselig i 2017 i en tragisk ulykke – en fatal og utilsigtet blanding af nervemedicin og alkohol rev Nicolai væk fra Kira og Morgan.

– Alt skred under mig. Det var det totale mørke, men jeg fandt efterhånden vejen til lyset via musikken og de sange, jeg skrev til Nicolai (The Ecco of You.)

Det var for alvor den store sorg, der satte gang i Kiras detektivarbejde i at blotlægge sine nedarvede mønstre. Sammenlagt med de smertelige erfaringer med de to kærester i Los Angeles og London – og så en kræftdiagnose som ung, som hun kom helbredt ud af.

– Det var først, da jeg var presset helt derud, hvor der kun var udmattelse tilbage, når jeg prøvede at fortrænge. Der, hvor der ingen vej var tilbage, at jeg fik brikkerne på plads efter hårdt arbejde med mig selv – og så kunne finde ro, fred og ikke mindst håb.

I dag er Kira kæreste med musiker, komponist og producer Silas Tinglef, som hun ligesom hun havde med Nicolai, har et stærkt musikalsk samarbejde med. 

Hun og Morgan er et rigtig godt sted nu sammen med Silas.

Hvordan vil du selv undgå, at din families historie sætter aftryk på Morgan?

– Tja, han kan jo ikke arve mine erfaringer – men Silas og jeg gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at være åben over for at kunne tale om alt – ikke mindst det svære. Det er ikke så let nu, hvor Morgan er teenager. Men vi prøver at lægge de bedste rammer for ham, siger Kira.

Salen i Turbinen i Randers er propfyldt – og billetterne er for længst udsolgt.

Så er Kira Skov på scenen med sine dygtige musikere, og forventningen i -salen er tyk og nærmest til at føle på.

”All my troubles in the world
All my secrets I wish I could
Understand this, I wish I knew
Comprehend this, I wish I could
All the language in the world
Can’t convey this nor unfold
All my secrets, still untold
Understand me, understand me,”
synger Kira.

Og senere efter utallige klapsalver:

”Daddy and the gone
Gone again with the youth and the time
That went unnoticed, somehow
Daddy and the wrong
That went unspoken of, somehow
As we plowed on inventing new identities.”

Det er tydeligt, at sangene om det dybt personlige, er almene og rammer i hjertet.

Våde øjne og briller får flere steder i -salen en Kleenex-omgang.