Klumme

Psykologen

“Tag det som en mand, kvinde”

Sådan får jeg lyst til at skrive lidt provokerende. For det er som om vi, når det gælder forskningsstudier, i al for høj grad negligerer, at der er forskelle på mænd og kvinder. Det er en realitet, at kvinder er underrepræsenterede i forskningssammenhænge med den konsekvens, at viden opnået på studier af mænd generaliseres til også at omhandle kvinder. 

Det kan få alvorlige konsekvenser. 

Kvinders unikke fysiologi – hormonelle variationer, muskelfordeling, fedtprocent og genetiske forskelle – betyder, at sygdomme kan udvikle sig anderledes, og at behandlinger virker forskelligt. Og selvom vi i dag taler mere om, at klinisk forskning bør afspejle den population, den skal behandle, er der en uheldig tendens til, at -viden om visse sygdomme stadig bygger på forskning, hvor kvinder er under-repræsenterede. Selv når det gælder -sygdomme, der rammer begge køn med lige stor sandsynlighed. Det gælder -hjerte- og kredsløbsområdet samt visse kræftsygdomme.

Når kvinder ikke er tilstrækkeligt repræsenteret i forskningen, risikerer man at overse afgørende forskelle i, hvordan sygdommen udvikler sig, og i hvordan -behandlingen virker specifikt på kvinder. Kvinder med akut hjertesygdom diagnosticeres for eksempel senere og har dermed dårligere prognose og højere dødelighed end mænd.

Når kvinder ikke er tilstrækkeligt repræsenteret i forskningen, risikerer man at overse afgørende forskelle i, hvordan sygdommen udvikler sig.

Kvinder reagerer anderledes end mænd på forskellige medikamenter. Og i værste fald kan kvinder modtage medicin eller behandling, der giver flere bivirkninger, ikke har ønsket effekt eller direkte kan skade dem, fordi referencen er mænd.

Hvorfor denne kønsskævvridning? Tja, der kan være flere svar, men måske netop et af svarene ligger i, at vi er så forskellige. Kvindekroppen er besværlig. Vi menstruerer, kan blive gravide og går i overgangs-alder. Der er altså mere at tage hensyn
til, når kvinder skal inkluderes i kliniske -studier. 

Artikelserien i dette nummer af Helse er “Kvindesygdomme”. Så nu jeg har taletid, kommer der lige lidt yderligere kritik af sundhedsområdet. For fakta er, at sygdomme, der primært rammer kvinder
– som endometriose eller PCOS ofte får langt færre forskningsmidler sammen-lignet med sygdomme med samme -sundhedsbelastning hos mænd. 

Så der er plads til forbedring. 

Jeanna Fløe

I Helse, kan du møde ­psykolog Jeanne Fløe, som hver gang vil ­skrive en klumme om et aktuelt emne.

Jeanne Fløe er autoriseret ­psykolog og specialist i både klinisk psykologi og sundhedspsykologi med base på Esbjerg ­Sygehus. Sideløbende står Jeanne Fløe bag – Psykolog Jeanne Fløe i Brejning ved Vejle.