Interview

Jeg har stadigvæk fornemmelsen af, at verden er god

Tvivl, eftertænksomhed, længsel, søgen og rådvildhed har altid spillet en ­væsentlig rolle for sanger og sangskriver Peter Sommer. Det gør de stadig. Men han har rykket sig. Det er som om den 50-årige ord- og sangkunstner ­efter godt 20 år i rampelyset for alvor er ved at komme hjem til sig selv med en urolig og uforudsigelig verden som modsætningsfuld kulisse.

Vandet i Kaløvig er i bevægelse denne forårsdag kort før kalenderen siger sommer. Det samme er lyset, som i hurtige skift veksler mellem lyse og mørkere nuancer – aldrig entydigt men med flere lag, dybde og forskydninger gennem skydækket. Lige som i Peter Sommers sange. Lige nu står han overfor mig med dybde i øjne og stemme – lige præcis det, som han er kendt for, når han står på scenen. Og det gør han meget ofte, for der er rift om Peter Sommer, som har kalenderen fuld af festivaler og private arrangementer, som f.eks. på Kaløvig Badehotel, hvor jeg har en aftale med ham, inden han skal optræde for de gæster, der med rullekufferter og iklædt store forventninger allerede strømmer til, mens der dækkes op til en 3-retters menu, som skal fortæres inden aftenens højdepunkt med Peter Sommer. Han er lige blevet færdig med lydprøverne, som helt naturligt flettede sig ind med badehotellets lydtapet i restauranten, hvor der i timevis er blevet varmet op til aftenens store begivenhed med nogle af Peter Sommers mest kendte hits. 

Skal vi sætte os udenfor?

Ja, lad os gøre det, siger jeg. Peter Sommer henter sin jakke, og vi finder et hjørne med læ for vinden og udsigt over vandet.

For kort tid siden udgav Peter Sommer det anmelderroste album, Verdens Volume, som på flere måder adskiller sig fra tidligere udgivelser. En stærk kritik af samfundet og det moderne menneskes flagren uoplyst rundt blander sig mellem de mere velkendte måder Peter Sommer udfordrer og twister sproget og dermed vores liv og relationer. 

Vi holder bare nullet

Vi er tilfredse med ingenting.

Vi fylder dagligt hullet op

Med fuldstændig ligegyldig viden.

Sådan lyder det i en af de nye sange fra Verdens Volume, hvor han kredser om et for ham at se tidstypisk sammensurium af meninger, holdninger, tilkendegivelser og informationer. Alt sammen i en uskøn forening, som skaber splid og dissonans.  

– Alle har et synspunkt, og internettet er stedet, hvor man kan blive set og hørt, men uden at der bliver skabt reel kontakt mellem mennesker. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at internettet jo i sin tid blev præsenteret som en gave til menneskeheden – en online genvej til fællesskaber og vidensdeling. I stedet er internettet i høj grad blevet et redskab for manipulationer og ikke mindst kommercialisering – salg, salg og salg, siger Peter Sommer, der også i sin nye udgivelse giver sit besyv med om den tiltagende klimakrise, som sammen med det verdensomspændende kaos, som blev sparket i gang med præsidentskiftet i USA, er blevet en særdeles giftig cocktail for vores fremtid.

På mange måder er vi kommet på afveje. Det er som om, vi sidder på en gren, vi er ved at save over, og vi sidder på den forkerte side af saven.

Den forkerte side af saven

– På mange måder er vi kommet på -afveje. Det er som om, vi sidder på en gren, vi er ved at save over, og vi sidder på den forkerte side af saven. Det er noget af et wake-up call, vi bliver nødt til at reagere på, siger Peter Sommer.

Alt hvad vi frygtede der kunne ske er sket – på vej ud over kanten på en rund planet

Hvem vil du kysse i din gadedør, 

mens den verden du kender, styrter sammen?

Farvelkys til alt det, vi havde før

Vi drukner, men vi drukner først i larm.

Sådan synger Peter Sommer i en anden af de i alt 11 nye sange i Verdens Volume. 

Øredøvende høj

Titlen slog ned i ham ved en bisættelse i et kapel i Hillerød sidste forår. Det var Peter Sommers mentor, Bo Arks bedste ven og også lidt Peter Sommers ven, Nuka, der skulle bisættes. Rasmus, -Nukas søn, skulle holde tale ved sin fars kiste, og i talen beskrev han, at verdens volume på godt og ondt havde været øredøvende høj for faren.

– Den beskrivelse var så rammende for mig, og er på mange måder endt i mine sange. Den indkredsede og tydeliggjorde det, jeg ville og forsøgte, og derfor kunne albummet ikke hedde andet end ”Verdens Volume”, som blev en beskrivelse af den verden, Nuka -forlod, og som jeg skal leve videre i.

– Der har da været en del bezzervizzere, som har korrigeret titlen med forklaringen om, at det altså hedder volumen og ikke volume. Men det rokker ikke ved noget som helst, tilføjer Peter Sommer, der heller ikke i sin nye udgivelse – trods det mere direkte samfundskritiske greb – kommer med løsninger men derimod med spejlinger af, hvad det vil sige at være menneske i en tid, der må siges at være -historisk kaotisk og angstfuld.

Smeltet sammen

Som kontrast hertil er Peter Sommer selv – både som kunstner og privat et godt sted. Han oplever, at den private Peter Sommer er smeltet mere sammen med den professionelle Peter Sommer.

– I mange år havde jeg det ikke særligt komfortabelt med at stå på scenen. Jeg ville faktisk hellere være
fri og havde mere lyst til at stå nede i salen blandt publikum. 

 Jeg har skullet vænne mig til min egen stemme.  Ja, faktisk har jeg skullet slæbe mig igennem det. Men nu er jeg faldet til ro. Tidligere var jeg meget opmærksom på, om der var én blandt publikum, som rynkede et bryn – hævede sit blik – over mine tekster, som kan være ret finurlige. 

I dag er jeg resistent overfor krusninger omkring øjnene, fordi jeg faktisk nyder at stå på scenen. Nu kan jeg hvile i at være mig selv, fortæller Peter Sommer, der tilføjer, at det at skulle eksponere sig selv og være jeg-orienteret som kunstner ikke var noget, der stod skrevet over hans vugge i barndomshjemmet i en helt almindelig kernefamilie i jyske Skanderborg. Måske årsagen til års ubehag på scenen.

– For første gang i mit liv som musiker føler jeg nu en enorm tilfredsstillelse. Presset er taget af. Jeg mærker, at jeg sammen med publikum søger efter noget. Det er ikke bare klappet og klart.

Mit mål er at røre folk.  Jeg elsker både de store scener og så den i aften – den intime. Det er som at træde ind i en familiefest. Du skal være fuldt til stede og kunne skabe intimitet. Du skal overbevise. Jeg nyder det virkelig, men sådan havde jeg det ikke for få år siden.  Jeg kunne faktisk ikke lide det. Nok fordi jeg havde den overbevisning, at rock and roll var noget med at styrte rundt på scenen med en smøg i kæften.

Kærlighedssange skal virkelig være som en parmesanhøvl på ens sjæl, men mange kærlighedssange er for endimensionelle.

Den glædelige følelse af at være kommet hjem tager toppen af den bekymring, som Peter Sommer har for vores store verden.

– Jeg tror faktisk på, at vi er ved at indse, at vi er kommet så langt ud, at vi må gøre noget sammen. Jeg oplever, at de unge føler sig snydt. Der er noget, de er ved at gå glip af i livet, og derfor vil de -ændre kurs og ikke bare gøre som vi forældre. Flere unge afmelder de sociale -medier og går analogt.

Så jeg tror på, at vi forstår, at vi hver især skal gøre en indsats for at bane vejen for det gode, autentiske menneskeliv, som findes i relationer, hvor vi kan -mærke hinanden og se hinanden i øjnene.

– Jeg har stadigvæk fornemmelsen af, at verden er god, siger han.

Men hvad skal vi sige til dem, der er ramt af angst og har mistet troen på fremtiden?

Tja, hvad skal vi sige? Peter Sommer tager sin tid.
Så kommer svaret:

– Lav noget frivilligt arbejde. Gør noget for andre sammen med andre. Gå ud i den fysiske verden og rør ved hinanden og ved alt det, der er derude. Det taktile har stor betydning for vores mentale velbefindende. Det er vigtigt. 

– Og selvfølgelig: Tro på kærligheden. Den kommer vi aldrig udenom. 

For første gang i mit liv som musiker føler jeg nu en enorm tilfredsstillelse. Presset er taget af. Jeg mærker, at jeg sammen med publikum søger efter noget.

Kort om Peter Sommer

• Født august 1974 i Aarhus

• Opvokset i Skanderborg

• Prisbelønnet dansk ­sanger og sangskriver

• Begyndte sin musik­karriere som medlem af bandet Superjeg

• Solodebuterede i 2004 med albummet ”På den anden side” med singlen Valby Bakke, som sammen med 8-6-6-0 (om Skanderborg) er blandt Peter Sommers mest kendte hits

• Dannede i 2010 duoen ’De eneste to’ med Simon Kvamm.

• Herefter tilbage til solokarrieren

• Lige nu aktuel med ­Verdens Volume – hans 8. album i eget navn.

• Turnerer med både Grand Ensemble og med pianist Palle Hjorth i
Alene med Palle i Verden

• Far til tre børn

• Bor på Amager med sin kone og deres fem ­sammenbragte børn.

Parmesanhøvl på sjælen

Derfor er Peter Sommer meget optaget af at gå dybere og dybere ned i lagene af kærlighedens væsen. Stor -inspiration er fortidens europæiske ikon-komponister og sangere. Belgiske Jacques Brel er et eksempel og franske Serge Gainsbourg et andet. Langsomheden og flertydigheden er fælles ledetråde.

– Kærlighedssange skal virkelig være som en parmesanhøvl på ens sjæl, men mange kærlighedssange er for endimen-sionelle, mener Peter Sommer.

Jeg stjal din horisont og gaslightede din identitet – byggede dig op og rev dig ned – alt sagt og gjort i kærlighed.

Lyder det i Verdens Volume.

En sanger som Brel kunne virkelig -noget. Han er så fuldtonet i æstetikken og dramatikken – så meget til stede i det dybeste i vores sjæl, understreger Peter Sommer:

– Det vigtigste og alvorligste spørgsmål du må stille dig selv, når du skal herfra er:

Fik du elsket nok? 

– Gennem musikken skal vi huske hinanden på det. Og her tænker jeg ikke bare at elske et andet menneske men også fuldt ud og gennemgribende at elske det, der er større end os selv. Alt det der, siger Peter Sommer og peger ud mod den storslåede horisont over Kaløvig kort før dagen bliver til aften på maj måneds næstsidste dag.