Klumme

Psykologen

Når testosteronet falder og motorcyklen kalder:

Artikelserien i dette nummer af Helse har overskriften ”Mandesygdomme”. Måske lidt søgt at kalde mænds overgangsalder en sygdom. Det er heller ikke noget manden pådrager sig som følge af ufornuftig adfærd eller lignende. Faktisk kommer det helt af sig selv. Alligevel er det en fase, der fortjener opmærksomhed. 

Mens kvinders overgangsalder er et velkendt fænomen, der efterhånden bliver taget alvorligt, er mænds tilsvarende livsfase stadig omgivet af tavshed.  Alligevel gennemgår også mænd en form for overgangsalder, selvom den er markant anderledes. Kvinders østrogenniveau falder pludseligt og drastisk, mens mænds fald i testosteron er en langstrakt affære. Og det er på mange måder mere komplekst. 

Når testosteron niveauet aftager for ikke siden at vende tilbage, får det nogle afledte betydninger for manden. En tid i mandens liv, hvor han pludselig opdager, at hans krop har besluttet at gå på en lille uanmeldt ferie. Det fører til en konfrontation med, at hans libido er aftagende. Og den engang så rare og rolige mand kan pludselig blive en sur gnaven version af sig selv, som du finder siddende i sofaen råbende af fjernbetjeningen, fordi den ikke vil, som han vil. 

Pludselig ser du ham i gang med at ­afsøge markedet for motorcykler. For ­selvom han aldrig har været interesseret i sådan en kværn, så er det som om, at ­testosteron niveauets fald skaber en proportional vækst i mandens interesse i ­maskiner, der kan køre stærkt. Måske en protest mod alderdommen og en måde at føle sig ung igen på. Motorcyklen kan i hvert fald larme så højt, at det overdøver bekymringstankerne for det kommende lægetjek af hans prostata for en stund. 

Så hvis du ser din mand stå og stirre på hylden med proteinpulver, fordi han tror, han med lidt hjælp vil kunne løfte det samme antal kilo som tidligere, så vær god ved ham. Ellers risikerer du, at han løber skrigende væk og finder en yngre model. Og den nyerhvervede motorcykel, som du ikke forstod, det var så nødvendigt at anskaffe, bliver suppleret med en sportsvogn. 

Men der er håb. Din mand kan faktisk gøre noget ved det. For langt hen ad vejen kan han kompensere for et fald i testosteron ved at leve sundere – drikke mindre alkohol, kvitte smøgerne, spise sundtog dyrke motion. Og lad ham så få den motorcykel.  

Jeanne Fløe

I Helse, kan du møde ­psykolog Jeanne Fløe, som hver gang vil ­skrive en klumme om et aktuelt emne. Jeanne Fløe er autoriseret ­ psykolog og specialist i både klinisk psykologi og sundhedspsykologi med base på Esbjerg ­Sygehus. Sideløbende står Jeanne Fløe bag PsykologJeanne Fløe i Brejning ved Vejle.