ADHD: Skru ned for medicinen og styrk terapien

Det var ligesom at slå vinduesvis-kerne til, når man kører i bil i snevejr. For hvor det før flimrede for mine øjne, kunne jeg pludselig se klart. Sådan beskriver en af denne skribents bekendte effekten af at tage piller mod ADHD efter at have fået diagnosen som -voksen. Den bekendte, som ønsker at være anonym, er en af de mange, der de seneste år har fået diagnosen ADHD. Rigtigt mange. Sidste år indløste 133.295 danskere mindst én recept på ADHD-medicin, ifølge medstat.dk, Sundhedsstyrelsens database. 

Sammenlignet med 2020 er det mere end dobbelt så mange. Dengang tog 60.915 -ADHD-pillerne med stoffer, der er kemisk beslægtet med amfetamin og, for nogle af præparaternes vedkommende, holder ADHD-symptomerne i skak ved at mindske impul-siviteten og skærpe opmærksomheden. I 2010 var 31.790 i behandling for ADHD, og dermed er antallet af danskere, som får ADHD–medicin vokset med 319 procent på 14 år. 

Medfødt forstyrrelse

Hvad er ADHD? Forkortelsen står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Lidelsen anses for at være en medfødt udviklingsforstyrrelse i de dele af hjernen, der styrer opmærksomhed, motorisk aktivitet og impul-sivitet. Det kan gøre det svært for mennesker med ADHD af koncentrere sig og holde opmærksomheden, få hverdagen til at hænge sammen, imødekomme samfundets krav og forventninger og gøre, hvad der anses for -logisk og –’normalt’. 

ADHD-diagnosen, der blev anerkendt i Danmark i halvfemserne, blev i første omgang beskrevet til børn. Ifølge medstat.dk steg antallet af børn og unge i ADHD-behandling fra 14.970 i 2010 til 32.055 i 2024. 

Men ADHD forsvinder ikke af sig selv, når man fylder 18. Hos cirka halvdelen fortsætter den i voksenlivet. Og de seneste års helt store vækst i brugen af ADHD-
medicin er sket hos voksne. Således brugte 101.240 personer over 18 år ADHD–medicin i 2024. Det er to gange mere end i 2021, og nu melder psykiatere om stor vækst i patienter, der – med en henvisning fra deres praktiserende læge – vil udredes for ADHD, og ventetider i op til flere år.  

Stort mørketal

Hvorfor sker den pludselige, voldsomme og, med flere eksperters ord, ’bekymrende’ vækst i antallet af voksne med ADHD? Det har ingen et endegyldigt svar på, men Camilla Ganzhorn, direktør i ADHD-foreningen, har et bud. I første omgang pointerer hun, at antallet af borgere med ADHD formentlig er langt højere end 133.295. For det fortæller kun om de personer, som tager ADHD-medicin, og derfor, mener Camilla Ganzhorn, at der et stort mørketal af børn og voksne med ADHD. Og så til den store vækst.

– Man havde ikke kompetencerne til at udrede voksne for ADHD i Danmark for godt og vel 15 år siden og var før da enig om, at det var en børnesygdom. Da man fik udredningen og forståelsen for voksne med ADHD, begyndte der at ske noget, -siger Camilla Ganzhorn. 

Hvor der før var tale om underdiagnosticering, som efterlod mange børn, unge og voksne til en plagsom tilværelse uden hverken diagnose eller behandling, men med masser af problemer og uvished i dagligdagen, afviser hun, at man nu overdiagnosticerer. 

Skyld og skam

Overvejelser om, at nogle ønsker at få en ADHD-diagnose og få adgang til midler, som kan styrke koncentrationen og opmærksomheden, for at kunne følge med i samfundets stadig højere tempo, giver hun heller ikke noget for.

– Der er ikke tale om ansvarsfralæggelse. Mange af dem, vi i ADHD-foreningen kommer i kontakt med, er gået ned med angst, stress og depressioner og kæmper for at få hverdagen til at fungere. De higer kun efter at få diagnosen for at få en forklaring på, hvorfor verden ser ud, som den gør, og hvorfor livet alt for længe har været svært for dem, siger Camilla Ganzhorn og fortsætter:

– Efter diagnosen kommer en fase, der for nogle er en lettelse og en befrielse, ’Nu ved jeg det og kan lære at håndtere min ADHD’ – mens andre rammes af sorg, skyld og skam. ’Havde jeg vidst det noget tidligere, kunne jeg have undgået meget, jeg fortryder, og have fået hjælp.’ Den slags gør ondt. For disse mennesker – som er i alle aldersgrupper fra tyverne til helt op i firserne – er medicin en støtte. 

Dermed ikke være sagt, at Camllla Ganzhorn ser medicin som ’frelsen’ for personer med ADHD. Tværtimod efterlyser hun et langt større fokus på ikke-medicinske behandlingstilbud, som i dag hverken tilbydes systematisk af regioner eller kommuner og ofte med meget svær adgang.

– De fleste af de diagnosticerede bliver tilbudt medicin og ikke så meget andet. Det skyldes, at en psykiatrisk diagnose-stilling er blevet omdrejningspunktet for at få iværksat en indsats, som altså i langt de fleste tilfælde er medicin, forklarer -Camilla Ganzhorn.

Begrænset viden

Det er trist, mener, fordi personer med ADHD har brug for støtte, vejledning, -mestring og hjælp; ikke kun medicin. For Camilla Ganzhorn er vigtige redskaber psykoedukation (undervisning, red.) og mestringslære, hvor man gennem sam-taler eller gruppeforløb lærer at forstå og leve med de udfordringer, hjernen kan have med ADHD.

Det er forskelligt, hvad man bliver udfordret af, og hvad man kan. Derfor skal man lytte til dem, det handler om, og det sker i psykoedukation. Det vender billedet, og får folk til at vokse og rykke sig, fordi de lærer at mestre deres ADHD.

– Det er forskelligt, hvad man bliver udfordret af, og hvad man kan. Derfor skal man lytte til dem, det handler om, og det sker i psykoedukation. Det vender billedet, og får folk til at vokse og rykke sig, fordi de lærer at mestre deres ADHD, siger Camilla Ganzhorn.

Hun understreger, at psykoedukation og anden terapi ikke skal vente, til ADHD-diagnosen er stillet. Tværtimod skal der være tilbud, mens man venter på at blive udredt. 

– Funktionsnedsættelsen og følgerne af den er den samme før og efter en diagnose for ADHD, og derfor skal vi ikke vente med at give adgang til udvikling, pointerer Camilla Ganzhorn.

Det går for hurtigt

Det synspunkt er hun ikke alene om. Sundhedsstyrelsen ser også terapi og viden om livet med ADHD som førstevalg frem for medicin til behandling af ADHD, og på Aarhus Universitet mener Per Hove Thomsen, professor i børne- og ungdoms-psykiatri, at man måske er for hurtig til at udskrive medicin. I stedet kunne man se efter andre grunde til en persons udfordringer og: 

– Om man kunne indrette sin tilværelse, arbejde eller familieliv på en mere hensigtsmæssig måde, så man ikke behøver medicinen for at kunne leve og være til, siger han til Politiken.

Også Bolette Friderichsen, formand for praktiserende lægers videnskabelige selskab efterlyser ikke-medicinske tilbud om behandling. Hun fraråder -desuden, at man, blandt andet for at -reducere de lange ventelister hos psykiaterne, åbner for at lade den meget komplekse diagnostik af ADHD foregå i almen praksis. 

– Vi frygter, at det vil føre til endnu mere ADHD-medicinering,” siger hun til Politiken. 

I stedet opfordrer hun til, at man ser på andre muligheder end udredning for ADHD og medicin, hvis det kniber med strukturer, koncentration og overblik.
En sådan mulighed kunne være at skrue ned for ambitionerne og finde et andet -arbejde eller uddannelse, man kan klare med evner uden diagnosticering og -medicin.

Store omkostninger for samfundet

Terapi, ændret livsbane eller medicin. Uanset hvad man gør, ligger det fast, at ADHD har store personlige omkostninger. Og samfundsmæssige. Ifølge rapporten ’ADHD – den samfundsmæssige sygdomsbyrde’ fra Vive, analysecentret for velfærd, fra oktober 2024 udgør de samlede omkostninger til overførselsindkomster voksne danskere med ADHD hvert år to milliarder kroner. Blandt andet fordi syv ud 10 voksne med ADHD er inaktive på arbejdsmarkedet eller helt uden for det. Dertil kommer udgifter til flere besøg hos den praktiserende læge og behandling i psykiatrien.

– Udgifterne vil blive stadig større i takt med væksten i antallet af personer med ADHD, hvis vi ikke gør noget, siger Camilla Ganzhorn, direktør for ADHD-foreningen, og erklærer sig som forsigtig optimist på vegne af danskere med ADHD:

– Der er mange positive tegn. Overordnet er ADHD ikke længere på samme måde tabu, og der er en bedre accept og mere viden om, hvad ADHD betyder for det levede liv. Det betyder ikke, at vi er i mål. Langt fra. Desuden er der opstået et stort marked, hvor privatpraktiserende psykiatere tilbyder udredning, ligesom mentorer, coaches, sygeplejersker og -socialrådgivere i privat regi tilbyder kurser og vejledning.

Overordnet er ADHD ikke længere på samme måde tabu, og der er en bedre accept og mere viden om, hvad ADHD betyder for det levede liv. Det betyder ikke, at vi er i mål. Langt fra.

Men det er problematisk, at den stigende mængde muligheder for udredning og ikke-medicinsk behandling af ADHD foregår i privat regi. Det åbner for social ulighed, fordi økonomisk svagt stillede personer ikke har råd til disse tilbud og altså ikke adgang til disse muligheder.

Derfor glæder Camilla Ganzhorn sig over, at regeringen har bedt Sundheds-styrelsen om komme med forslag til forbedrede metoder til udredning og behandling af ADHD til december. Siden skal det vurderes, hvordan disse forslag kan udføres i praksis. Men tiltaget burde være sket for længe siden:

– Min største anke er, at det offentlige ikke er fulgt med tiden. Allerede i nullerne så vi de første advarsler om manglende kapacitet til at behandle personer med ADHD, og regionerne begyndte at indberette de lange ventetider i tidsrummet 2010 til 2015. Man har altså kendt til udfordringerne i mange år og kunne have handlet langt tidligere fra det offentliges side. Men nogen har sovet i timen, siger Camilla Ganzhorn.