Interview

Der skal være et vist niveau

Vi må ikke synke ned i ligegyldighed og dårlige manerer. Der er stadig fuld gang i engagement, passion og virkelyst hos tidligere model, modeskribent, forfatter, foredragsholder og medvirkende i DR tv-serien, Verdensdamerne, 90-årige Lotte Tegner Freddie, som Helse har besøgt til en snak om tidens unoder.

Jeg elsker at rejse. Det er et vidunderligt dejligt job at få lov til at formidle spændende ting og sager fra hele verden.  Verdensdamen Lotte Tegner Freddie er lige vendt hjem fra udlandet efter endnu en tv-optagelse til de kommende afsnit af Verdensdamerne.

Hun har lige – klædt i rødt fra top til tå – budt velkommen indenfor i sin privat-bolig, en frodig oase i Nordsjælland, der -ligesom hende selv er rig på farver med indbo, der sender øjne og tanker på eventyr. Et hjem, som på alle måder afspejler Lotte Tegner Freddies sikre stil og personlighed. En Aladdins Hule med overraskelser overalt.

Vi sidder i stuen med udsyn til kæmpestore knaldrøde roser af crepepapir i det ene hjørne denne sensommereftermiddag, hvor Lotte Tegner Freddie har tændt op med levende stearinlys – selvfølgelig koralrød – én af hendes yndlingsfarver.

Hører man til dem, der mener, at verden på mange måder er gået af lave og er endt et trist og skidt sted uden stil og ånd, ja så er et besøg hjemme hos Lotte Tegner Freddie virkelig helbredende medicin.

Vi skal turde noget mere

Hun er lige kommet hjem fra endnu en -reportagerejse til tv-serien Verdensdamerne. Med få dages intervaller skal damerne rejse til optagelse på nye destinationer. Et par dage før mit besøg har Lotte Tegner Freddie sammen med de to øvrige verdensdamer været på henholdsvis Grønland og Bornholm.

– Ja, vi har både frelst Grønland fra Trump og Bornholm fra Putin, siger hun med et skælmsk smil. Om et par dage går turen til Færøerne. Udover Verdensdamerne har Lotte travlt med at holde foredrag over det ganske land. Folk vil høre om hendes liv som model på de store internationale catwalks og senere som dedikeret modeskribent – og om hendes oplevelser med Verdensdamerne. 

Selv elsker Lotte Tegner Freddie at berette og kommunikere med folk, og et af hendes store ønsker er at få folk til at turde noget mere og kaste sig ud på dybt vand.

– For det er på den måde, at livet rigtigt åbner sig, siger hun. Hun har selv gjort det igen og igen, og hendes livs motto har været at kaste sig ud i noget, hun ikke troede, hun kunne. For så at opleve, at det kunne hun godt. Nu har hun så rundet de 90 år, men det er ikke en milepæl, hun på nogen måde dvæler ved, udover at hun, mens hun ryster på hovedet konstaterer, at hun forstår det ikke, og at 90 år ellers bare er et tal. Og alder er forøvrigt også et ret ligegyldigt emne i Lotte Tegner Freddies inspirerende selskab. 

Pas på sproget

Hun agter at blive ved med sit professionelle virke, så længe, der er bud efter hende, og så længe folk finder hende relevant. Og selvfølgelig så længe helbredet vil, skynder hun sig at tilføje. Nysgerrighed og videbegærlighed har hun i rigt omfang i behold, og hun er en skarp iagttager af tidens unoder og mislyde.

– Jeg kan ikke udholde, at folk – både unge og ældre – altid skal sidde og hænge over skærmen på deres mobiler, mens de scroller på Instagram og FB – det gør os fattigere, at vi sjældent mødes i det fysiske rum og tager de gode berigende samtaler. Det går også ud over vores sproglige evner, siger Lotte Tegner Freddie, der pludselig ser oprevet ud.

– Tænk bare på, hvor mange gange i døgnet, vi hører ordet ”fuck.” Det er jo et rigtig grimt gangsterord. Et rigtig grimt bandeord, som folk bruger som fyldeord uden at tænke over, hvad det betyder, siger hun med et lynende blik.

– Og det kan gøre mig så gal i hovedet, når jeg hører folk ikke mindst tv-værter sige ”velkommen til.” Velkommen til hvad?? Der er så meget sprogligt sjusk, som kan gøre mig rasende. Jeg kan slet ikke holde det ud.

Tænk bare på, hvor mange gange i døgnet, vi hører ordet ”fuck.” Det er jo et rigtig grimt ord. Et rigtig grimt bandeord.

Ingen kunst at købe dyrt

Lotte Tegner Freddie mener, at vi generelt er for selvcentrerede.  Selv er hun dog på Instagram med mange tusinde følgere. Her kommer hun med gode råd og tips om, hvor smart tøj, vin og ting og sager kan købes billigt. Og hun anbefaler også film, udstillinger og bøger.

– I forhold til tøjet, så har jeg jo set -fiduserne i de store modehuse, siger Lotte Tegner Freddie og kalder tøjkæden H&M sin helt.

Et af Lottes gode råd er, at man aldrig skal smide sit gamle tøj ud. For det bliver moderne igen. Da hun for nylig var i Grønland, blev hun fotograferet i en knaldrød frakke, og mange følgere ville vide, hvor den var fra. 

– Den havde i årevis hængt i et skab med glaslåge bag min køkkendør, og var faktisk falmet på ydersiden – men den var vendbar, fortæller Lotte, der ofte bliver spurgt, om hun ikke selv oftere vil stå frem og vise sit tøj.

– Men det vil jeg ikke, for det er ikke mig, det handler om. Jeg vil derimod give mine gode råd og tips til, hvor kvalitet og god stil kan købes billigt. Det er ingen sag bare at købe de dyre mærkevarer. Det er faktisk kedeligt, for det er jagten, der er spændende – at finde noget prisvenligt, der ligner en million. 

Det er ingen sag bare at købe de dyre mærkevarer. Det er faktisk kedeligt, for det er jagten, der er spændende – at finde noget prisvenligt, der ligner en million.

Vigtigt med gode manerer

I en tid med fokus på selvudvikling og åndelig oprustning opfordrer Lotte også danskerne til at gøre sig lidt mere umage på det område. Især med deres sprog, manerer og attitude. Og det behøver ikke være så svært. Hun opfordrer alle til at få læst nogle bøger, gerne bibliografier om store, historiske personligheder, gå på kunstudstillinger og i biografen.  Det handler om på alle måder at hæve vores krav til ordentlighed og kvalitet.

– Der må være et vist niveau og lyst til en smule viden. Vi må ikke synke ned i ligegyldighed og dårlige manerer.

Lotte Freddie har tilbragt mange år i Paris og London, hvor hun arbejdede som model for de store modehuse. Efter kort tid i Frankrig fik hun en lærestreg for livet, fortæller hun. Det skete da hun kækt sagde ”Bonjour” til buschaufføren, som så venligt  men yderst bestemt informerede hende om, at det hedder ”Bonjour Monsieur.”

Jeg blev så flov, og jeg glemmer det aldrig. For det siger jo så meget om, hvor vigtigt det er, at vi ser hinanden som respektfulde individer og ikke bare som en fællesbetegnelse. At vi gør os umage i mødet med hinanden.

– Jeg blev så flov, og jeg glemmer det aldrig. For det siger jo så meget om, hvor vigtigt det er, at vi ser hinanden som respektfulde individer og ikke bare som en fællesbetegnelse. At vi gør os umage i mødet med hinanden, siger Lotte Tegner Freddie. 

Et af hendes yndlingsslogans stammer fra den navnkundige Winston Churchill, nemlig at gode manerer er til for at gøre livet nemmere og mere behageligt for andre. 

– I et interview med en stor landsdækkende avis citerede jeg Churchills vise ord, men avisen udlod at skrive, at citatet stammer fra Churchill, og det fremstod jo så som om, at det var mig, der havde fundet på det. Det var jeg meget oprørt over – og er det faktisk stadig. Da jeg klagede fik jeg at vide, at redaktionssekretæren ikke lige kunne finde, at Churchill havde sagt det, og så slettede han bare Churchill.  Sådan noget sjusk kan også gøre mig ret opbragt, siger hun.

Andre nutidige ting, der ofte kan -vække mishag hos Lotte er Metoo.

– Vi er blevet for krænkelsesparate, og hvis en kvindelig folketingspolitiker ikke kan klare at verfe en hånd fra en tåbelig mand væk fra sit lår, hvordan kan hun så klare at være med til at tage ansvar for et helt land? Det er virkelig synd og skam, hvis den ægte kunst at flirte går hen og bliver nærmest en forbrydelse. Så er der virkelig noget livskrydderi, der går tabt, mener hun.

Kort om

Lotte Tegner Freddie

  • Født februar 1935 på ­Frederiksberg, Kbh.
  • Tidligere model og ­nuværende modejournalist, forfatter og  redaktør
  • Har været moderedaktør på bl.a. Berlingske og dagbladet Børsen, journalist på Elle, The Daily og Fashion Forum
  • Aktuel som medvirkende i DR tv-serien Verdens­damerne sammen med Bente Scavenius og Merete Baird
  • Forfatter til flere bøger
  • Modtager af den fornemste franske orden, Ridder af Æres­legionen, for sin indsats for fransk mode og kultur
  • Døbt Elise Tegner Albeck det var hendes mormor, der var kgl. balletdanserinde, der insisterede på at kalde hende Lotte
  • Hendes grandonkel var billedhuggeren Rudolph Tegner
  • Har været gift med ­afdøde modefotograf Jørn Freddie, der var søn af maleren Wilhelm Freddie
  • Har to børn og fire børnebørn
  • Bor i Rungsted i Nordsjælland.

Puritanisme

Noget andet, som bekymrer Lotte, er den puritanisme, der hersker overfor den nøgne krop. Og mangel på realistiske forestillinger om, hvordan vi bør se ud.

– Altså jeg fatter ikke alle de kønne unge kvinder, som får deres ansigter og læber fyldt med botox og andet. Det er så rædsomt med de torskemunde og halve bordtennisbolde i kinderne. Jeg ville ønske, at der kom mere etik ind i det hos behandlerne, siger hun og vender tilbage til tidens mentale berøringsangst for den nøgne, naturlige krop.

Jeg husker jo tydeligt, hvordan jeg selv i min ungdom gik topløs og meget let påklædt om sommeren. En gang, hvor jeg badede topløs, mødte jeg ude i vandet min læge, som ikke var vant til at se mig splitternøgen. Det var der ingen af os, der tog særlig notits af.

Selv fortæller Lotte, at hun nok er ret konservativt opdraget i et privilegeret miljø, hvilket hun er meget taknemmelig for. Ofte tilbragte hun sommerferierne hos sin tante Charlott på Villa Rolighed. 

– Det var på mange måder upstairs-downstairs, men min tante behandlede sine folk med respekt. Jeg husker dengang den unge køkkenpige, Karla, skulle hente mig på stationen og ikke kunne holde trit med mig, som cyklede hjem til Rolighed. Da fik jeg rigtig meget skæld ud af min tante, fordi Karla jo havde fået tildelt et ansvar, som jeg med min adfærd gjorde det umuligt for hende at leve op til. Jeg måtte give Karla en undskyldning. Så det blev en omvendt up-stairs-downstairs, som jeg lærte meget af.

Besøget hos Lotte Tegner Freddie er ved at være slut. Hendes kuffert er igen næsten allerede pakket til turen med Verdensdamerne til Færøerne om få dage. Når optagelserne med Verdens-damerne er færdige for denne gang, venter der en ny række foredrag, andre tv -optagelser og måske endnu en bog fra hendes hånd, bedyrer den elegante, yderst chikke, slidstærke og tidløse verdensdame, Lotte Tegner Freddie.