Ny folkebevægelse skal gøre op med vores berøringsangst over for død og sorg

I løbet af det kommende efterår bliver der sat gang i et helt nyt forsøg – en folkebevægelse, der skal lære os at kunne rumme døden som et naturligt vilkår i livet og ikke mindst at lære os, hvordan vi på en naturlig og empatisk måde kan henvende os til mennesker i sorg. Vi skal lære et nyt sprog for sorg og forsynes med lavpraktiske redskaber, så vi bliver langt bedre til at navigere i det yderst sårbare og vanskelige felt, som død og sorg er.

Det er Det Nationale Sorgcenter, der har fået ideen til  den nye bevægelse. Leder og stifter af centret, Preben Engelbrekt, har arbejdet med sorg i over 25 år, og han -mener, at tiden nu er kommet til at angribe vores fremmedgørelse over for død og sorg påen ny måde. Undersøgelser har for længst bekræftet, at vi har et stort problem. En nyere undersøgelse, som Det Nationale Sorgcenterhar lavet, viser, at knap to ud af tre danskere oplever, at sorg er et stort tabu, og at det er svært at tale med mennesker i sorg. Det Nationale Sorgcenter har været initiativtager til en række tiltag, der skal hjælpe folk, der har mistet og kampagner, der skal lære os, hvordan vi henvender os til mennesker i sorg på en empatisk og medmenneskelig måde. Alligevel er der ifølge Preben Engelbrekt og andre sorg-eksperter stadig langt at gå.

Turbo på adfærdsændring

– Nu prøver vi at gå andre veje ved at sætte turbo på processen, og det skal ske i en folkebevægelse. Det betyder, at vi skal række ud til et meget bredt samarbejde – ikke bare fagprofessionelle og organisationer, men også helt almindelige mennesker, som har oplevede erfaringer med, at vi her i landet mangler en sorgkultur, siger Preben Engelbrekt. Han slår fast, at rammerne for den nye bevægelse først udvikles i løbet af efteråret. Intet er fastlåst eller besluttet på -forhånd, pointerer han.

Som det er nu, har vi så at sige psykologiseret døden. Når vi oplever smerten over at have mistet en kær, eller selv snart skal dø, så går vi typisk til psykolog. For nogle kan det være hjælpsomt at tale med en psykolog, men problemet er, at vi dermed får adskilt­ naturlige vilkår som død og sorg fra det­ levede liv – fra hverdagen..

– Ikke mindst er hensigten at gøre sorg og død til naturlige vilkår, vi ikke vender ryggen til i dagligdagen. Som det er nu, har vi så at sige psykologiseret døden. Når vi oplever smerten over at have mistet en kær, eller selv snart skal dø, så går vi typisk til psykolog. For nogle kan det være hjælpsomt at tale med en psykolog, men problemet er, at vi dermed får adskilt -naturlige vilkår som død og sorg fra det levede liv – fra hverdagen.

Og i lægeverdenen er døden også en uvelkommen gæst, selv om det handler om terminal syge. For det ligger implicit i systemet, at døden så lang tid som muligt skal holdes fra døren med nye behandlinger, mener Preben Engelbrekt.

Vi savner et dagligdags sprog for sorgen, påpeger Preben Engelbrekt, der især har beskæftiget sig med unge i sorg.

– Mange unge får et chok, når en forælder dør, selvom vedkommende har været alvorligt syg i 10 år. Vi mangler virkelig en sorgkultur og et sprog. Det eneste, vi stort set har, er bisættelse/begravelse, og navnene på de døde bliver læst op i kirken Alle Helgens søndag.

Nye ritualer

Den nye bevægelse, som kommer til at omhandle store dele af det officielle Danmark og som skrevet ikke mindst såkaldt almindelige danskere, skal også finde frem til nye ritualer, som kan hjælpe os med at navigere i sorgens knugende og mørke univers. For sorgens eftervirkninger er, at livet mister sin genkendelighed, og man selv mister den, man var, pointerer Preben Engelbrekt.

Hvert år er der 225.000 mennesker, der mister en pårørende i Danmark. Mange af dem vil opleve, at omverdenen ikke tør tale med dem og efterlader dem dermed i en pinefuld ensomhed.

– Derfor er det utroligt vigtigt at gøre død og sorg til en helt naturlig del af livet.

Vi kommer alle ud for det – og i den nye folkebevægelse handler det også om, at vi skal forholde os til vores egen død. Vi ved jo, at en væsentlig del af forklaringen på, at folk i sorg oplever, at omverdenen undgår dem, bunder i angst for egen død.

En undersøgelse, foretaget af Ældre-sagen, viser, at 8 ud af 10 mener, det er en god idé at tale med sine nærmeste om døden. Under 3 får det gjort.

Det handler altså også om det lavpraktiske, siger Preben Engelbrekt, der kommer med et godt råd:

– Skriv kærlighedsbreve til dine børn – Og husk, at alle dine børn skal have et. Vi ved jo fra Barnets Bog, at vi typisk kun kom halvvejs med barn nummer 2. Sådanne breve betyder enormt meget for de efterladte børn og unge, oplyser Preben Engelbrekt.

– I gennem de mere end 30 år, hvor jeg har haft mange sorggrupper og samtaler med efterladte unge, har jeg kun oplevet fem gange, at en forælder havde efterladt et brev til sine børn. 

Vi ved fra unge, der mister, at sådan et brev er guld værd, og det er lige før, det ryger i bankboksen. Og dem, der har modtaget et kærlighedsbrev, får misundelige blikke fra dem, der ikke har fået et.

Og skriv brevene, mens du er rask, det er meget nemmere, for det skal ikke være et -afskedsbrev. Det er vigtigt, pointerer han.

Ældre er særligt udsatte

En særlig gruppe, der er ekstra udsat, er ældre, der mister. Ikke mindst ældre enkemænd over 65 år. Preben Engelbrekt -henviser til, at selvmordsraten blandt ældre enkemænd er høj.

– Dem skal vi hjælpe med særlige tilbud, for det er ikke nødvendigvis sorggrupper, de har brug for, siger Preben Engelbrekt og henviser til et nyt tilbud, som Det Nationale Sorgcenter står for i København – Søndagsklubben, som henvender sig til enkemænd over 65 år. Det særlige ved tilbuddet er, at det ikke udelukkende er en sorggruppe, men derimod også orienteret mod aktiviteter, der kan samle mændene. Preben Engelbrekt ærgrer sig endvidere over, at det indtil videre kun er i København, ældre med komplicerede sorgreaktioner kan få specialiseret sorgterapi. Grundet mangel på økonomiske midler.

I den nye folkebevægelse, der skal lære os at være fortrolige med død og sorg, skal der også være et fokus på ældre og sorg. Preben Engelbrekt henviser til, at der faktisk eksisterer et sorghierarki i forhold til hvem, der mest kan regne med omverdenens støtte.

Det er forældre, der mister et barn, og børn og unge, der mister en forælder. Nederst ligger ældre, der mister en ægtefælle eller samlever.

– De bliver sjældent mødt med den omsorg, der burde være der, når man har mistet en ægtefælle, man måske har tilbragt 60 år -eller mere af sit liv med. De har ofte levet symbioseagtigt og er dermed ekstra udfordret, når den ene dør. Det, de kunne udføre i fællesskab – vælter nu.  Og det giver en ekstra skrøbelighed. Med konens død mister manden ofte sit netværk. For hvor kvinder socialiserer, lukker manden sig ofte inde.

Maja O´Connor er professor i klinisk psykologi ved Aarhus Universitet og leder af Enheden for Sorgforskning. Hun er også tilknyttet Videnscentret ved  Det Nationale Sorgcenter, hvor hun særligt forsker i ældre og sorg.

– Det er dobbeltsvært for ældre at håndtere sorg, fordi de både skal håndtere deres sorg og samtidig ofte har mistet netop det menneske, de før søgte trøst hos, når livet gjorde ondt, og derfor taler vi om dobbeltbelastninger, når ældre mister deres partner. For de kan ofte ikke længere gøre alle de ting, der kræver relationer.

Det er dobbeltsvært for ældre at håndtere sorg, fordi de både skal håndtere deres sorg og samtidig ofte har mistet netop det menneske de før søgte trøst hos, når livet gjorde ondt og derfor taler vi om dobbeltbelastninger, når ældre mister deres partner. For de kan ofte ikke længere gøre alle de ting, der kræver relationer.

De mister også den, der hjalp og trøstede dem. Sengen er tom. Den dobbelt-belastning kan gå ud over ens funktions-evne både mentalt og fysisk, siger Maja O`Connor og fortsætter:

– Mange ældre savner at få anerkendt deres sorg. Og vi har nok alle hørt bemærkningen, ”nå, han var også gammel, når vi hører om et ældre menneskes død.

– Det, vi skal gøre, er at være meget mere opmærksomme på ældre mennesker, der mister.

Se dem og lytte til dem – høre efter, hvad de siger – stille og roligt – og de må gerne græde, siger Maja O’Connor, der trods alt mener, at det går lidt bedre med at trøste og lytte til ældre i sorg.

Især sosu’erne på landets plejehjem er ret gode. Der er sket en lille ændring de sidste 25 år – men det går langsomt, mener hun.

Nyt screeningsværktøj for forlænget sorglidelse

5 pct. af landets sørgende ender i forlænget sorglidelse, som er en ny diagnose. MaJa O’Connor har stået i spidsen for udviklingen af et screeningsværktøj, som skal sætte sundhedsprofessionelle, som f.eks. praktiserende læger, i stand til at spotte dem, der kommer til at hænge fast i sorgen med stor risiko for at blive syge.

Værktøjet består af særlige spørgeskemaer og en interviewmodel, som skal hjælpe lægen med at spotte dem, der behøver behandling. 

Det har været en grundig og tidskrævende proces at udvikle screeningsmodelleen, som jo skal være maksimal på-lidelig, forklarer Maja O’Connor, der har fået støtte af Trygfonden til udviklingen af modellen, som er bygget helt op fra bunden. 

– Vi ved, at kognitiv terapi hjælper på komplicerede sorgreaktioner, men den skal være sorgspecifik, for ellers hjælper den ikke tilstrækkeligt. Det nytter f.eks., ikke at benytte samme behandlings-model, som vi bruger til en depression, oplyser Maja O’Connor.