Når folk opfordrer mig til at komme videre – siger de faktisk, jeg skal glemme mit barn

Nu står hun så – fri af mørket – og lyser op i solen i hjertet af København, hvor vi har aftalt at mødes. For at tale om sorg, og hvorfor mange har så svært ved at møde mennesker i sorg og derfor ofte uden at ville det i tankeløshed kommer til at såre. For Sandie har i høj grad på egen krop og sjæl mærket, at vi danskere ikke er verdensmestre i sorgkultur. 

– Det er faktisk ret vildt, hvordan folk indimellem opfører sig overfor folk i sorg, siger Sandie. Som dengang hun som 20-årig mistede sin fem år ældre storesøster, Janni, der blev slået ihjel af sin voldelige kæreste. Dengang oplevede hun og forældrene, at folk bare stod og gloede på dem, når de færdedes rundt i byen – og der gik mange måneder inden Sandies mor kunne holde ud at handle i supermarkedet. 

Tavshed lagde låg på sorg

Og det var ikke meget bedre 14 år efter, da Sandie og hendes mand Mikkel mistede deres første barn, Vilma, knap en time -efter fødslen. 

– På det tidspunkt havde jeg i 14 år lagt låg på min sorg over min søsters død, fordi det bare ikke var noget, man talte om. Jeg arbejdede som pædagogmedhjælper i en børnehave, da Janni blev slået ihjel, og den eneste kommentar chefen havde til mig var, at jeg skulle tie stille om mordet på min søster og ikke tale om det med børnenes forældre, fortæller Sandie, der mener, at vi særligt skal passe på unge i sorg, fordi de endnu ikke har fundet deres kompas i livet. Unge i sorg har behov for autentiske voksne, mener Sandie, der efter Vilmas død oplevede en retraumatisering og dermed en voldsom genopblussen af sorgen over Janni oveni sorgen over sin mistede datter. For sundhedsvæsenet var ikke særlig nærværende og omsorgsfuld overfor de ulykkelige forældre, der måtte tage hjem fra fødeafdelingen med en tom barnestol.

– Jordemødrene var virkelig gode, og det var nogle af lægerne og sygeplejerskerne også. Men rammerne var ikke til tab. Det er blevet lidt bedre nu. Men Mikkel og jeg oplevede, at vi skulle opholde os og færdes de samme steder som de lykkelige og nybagte forældre, fortæller Sandie, som også oplevede en læge spørge til, hvordan babyen havde det, i forbindelse med, at hun havde fået en infektion i arret efter sit kejsersnit.

– Mit svar til lægen var, at min baby var død. Så blev han tavs og stod og fumlede med den journal, han åbenbart ikke havde læst. 

Mit svar til lægen var, at min baby var død. Så blev han tavs og stod og fumlede med den journal, han åbenbart ikke havde læst.

Hovne overfor døden

– Altså, hvis læger heller ikke kan snakke om døden, og forholde sig til den, hvor er vi så henne? spørger Sandie.

Selv tror hun, at vores hjælpeløse uvilje til at forholde os til død og sorg, skyldes vores kontrollerende perfekthedskultur. Og døden er jo det absolutte kontroltab, som vi reelt intet kan stille op overfor, selvom vi så gerne vil fikse og kurere den. I stedet skubber vi den fra os, og prøver at lade som ingenting, mener Sandie.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi moderne mennesker faktisk er utrolig hovne i vores forhold til døden, når vi tror vi kan kontrollere os ud af den.
– Og ikke mindst når vi taler om en værdig død. Hvad er en værdig død? Døden er brutal – fordi den tager de mennesker, vi elsker fra os. Sådan er det jo.

Et tegn på hvor fremmedgjorte vi er overfor død og sorg fik Sandie også at føle, da hun på et tidspunkt, hvor hun havde det allerværst, blev spurgt om, hvad sorg egentlig er for noget.

– Jeg kunne ikke overskue at svare men udbrød, ”at det må du altså google.”

Sandie Westh endte i et dybt og uigennemtrængeligt mørke efter Vilmas død. Hun kunne ligefrem mærke sorgen fysisk – som et kæmpehul i maven, der hvor -Vilma havde ligget. Hun vidste, hvem hun havde mistet. Mikkel vidste, at han havde mistet sin datter. Og det gjorde, at deres sorg havde forskellige nuancer.

Mørket

– Jeg havde jo også en masse hormoner, der kørte rundt i kroppen, som skreg efter min baby, fortæller Sandie, der tilføjer, at hendes mor stadig kan føle et hul i sin mave – der, hvor Janni har ligget.

– Tænk, det kan hun stadig så mange år efter, siger Sandie.

Til trods for en utrættelig og støttende vennegruppe fik Sandie det stadigt dårligere i tiden efter Vilmas død. Hun fortæller, at hun også havde stor skyldfølelse over ikke at kunne leve op til idealet. -Tilsyneladende velmenende mennesker spurgte hende indimellem, om hun havde det godt og var kommet videre.

– Når folk opfordrer mig til at komme videre, siger de faktisk, at jeg skal glemme mit barn, siger Sandie, og tilføjer:

– For hvis skyld er det egentlig, jeg skal komme videre? – for deres eller for min skyld? Det er bare så vigtigt at gøre sig klart, når man taler med et menneske i sorg, om man er drevet af sig selv og sine egne behov, eller om man virkelig vil lytte og forstå den sorgramte.

Sandie indså ret hurtigt i sit mørke, at hun måtte -række ud til andre for ikke at blive sindssyg af alle de modsatrettede tanker i hendes hoved. Hun led af angst overfor sig selv og andre. Hende, der altid har været så handlekraftig, turde ikke gå uden for en dør.

Hun besluttede sig for at lave en ny podcast om sorg, og hun mærkede hurtigt, at den faldt på et tørt sted.

– Jeg fik tonsvis af sms’er og beskeder fra folk, der -havde det ligesom mig, fortæller hun. I Sandies hoved var der især én tanke, der fyldte. Hun ville hurtigst muligt blive gravid igen. Men samtidig var hun angst for at skulle gennemgå endnu en graviditet og føde uden at få et levende barn med hjem. 

Vendepunktet

Lykkeligvis var hendes og Mikkels forhold stadigvæk stærkt. De støttede hinanden i at prøve igen. Selvom de ikke havde fertilitetsproblemer, så blev det alligevel på en fertilitetsklinik, at deres næste barn, Walther, blev undfanget. Lillesøster Vigga kom til ad den naturlige vej.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi moderne mennesker faktisk er utrolig hovne i vores forhold til døden, når vi tror vi kan kontrollere os ud af den.

– Vi havde simpelthen ikke overskud til at være intime kun omsorgsfulde, fortæller Sandie, der især var angst under graviditeten med Walther. Hun er nu på barsel med lille Vigga, som blev født i maj.

– Viggas fødsel og barslen med hende har virkelig være helende for mig. For den har været helt normal, fortæller Sandie, som understreger, at det især var en fasttømret vennegruppe, der fik hende og Mikkel ud af mørket.

– Det har været en kæmpegave. Mange af vores venner har selv været igennem kriser, og det gør en meget stor forskel, at man ikke behøver at forklare sig. Vi går lige på. De ved, hvordan det er, når det er allerværst, -fortæller hun. 

– De er sjældent skråsikre – de bærer selv deres egne byrder med sig.

Og selv om hun har gået hos flere gode psykologer,
så er det vennegruppen og en helt, på det tidspunkt, ukendt kvinde, Anne, som fik hende ud af mørket.

– Via fælles bekendte havde Anne hørt om vores situation, og en dag lå der en bog i vores postkasse – nemlig Naja Marie Aidts bog om sønnens død: ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”. Vi aftalte at mødes, og Anne blev vendepunktet og min skytsengel. Da jeg var ved at gå til af angst for også at miste Walther, sagde Anne de forløsende ord: Tro på din baby. Det gjorde jeg, og Walther er i dag 3 år.

Sandie Westh er blevet mange danskeres sorgforløser i sine podcasts, foredrag og sin nye bog, Når Mørket ruller ind.

Hun fortæller, at når hun er ude at holde foredrag, er det som regel kvinderne, der deler deres sorg.

– Men jeg kan altid finde og se sorgen i mændenes øjne, selvom de ikke siger noget, fortæller Sandie, der understreger, at der ikke er en rigtig måde at sørge på.

– Der kan være nogen, der siger, at jeg ikke skal diktere deres sorg. Men så siger jeg, at de har misforstået min pointe, og at det må være noget, der bor i dem selv, der trigger dem. Og, at jeg ikke kan tage det ansvar.

Mere skarp 

Sandie Wests liv har vokset sig stort rundt om sorgen over Janni og Vilma. Sorgen forsvinder aldrig. Hun føler sig ikke stærkere på grund af sit sorgforløb, pointerer hun, men mere skarp i forhold til, hvad hun gider være med til.

– Og så har jeg sideløbende med mine graviditeter og sorgen fået en vrede, siger Mikkel. Jeg er rasende over, hvordan kvinder bliver behandlet og negligeret i både forskningen og sundhedsvæsnet. Jeg har -aldrig før været så bevidst om mit køn, som under mine graviditeter. Jeg har en veninde, der først meget sent fik konstateret endometriose. Det har betydet, at hun har fået sit tarmsystem ødelagt, og nu har hun fået stomi. Der skal en omkalfatring til, så kvinder bliver mødt langt bedre.

Sandie Westh har også fået troen til-bage via sin sorg.

– Det er ikke sådan, at jeg nødvendigvis tror, der sidder en Gud deroppe. Men jeg tror, der er nogen, der venter på mig. Og jeg mærker indimellem uforklarlige tegn, som forleden dag, da stuen i vores sommerhus blev opfyldt af et helt særligt rødt lys. Da kunne jeg mærke både Janni og -Vilma. Det er vigtigt for mig, at sådan noget kan ske, og derfor er det helt ligegyldigt, hvad andre mener. Siden Janni døde, har jeg haft det sådan, at når jeg stod i en svær situation, så bad jeg i mit stille sind Janni om at heppe på mig deroppe fra. På samme måde kan Walther finde hjælp hos sin store-søster Vilma, hvis han skulle blive drillet i skolen. De lever begge i os. 

Om bogen:

Når mørket ruller ind. En bog om sorg

Udkom i 2025 på Politikens Forlag.